Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Mine sidste Dage i Sibirien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
418 Sibirien.
i
Vi var i Besiddelse af Anbefalingsbreve til forskellige Borgere i Minu
sinsk, og jeg tvivlede ikke om, at de alle vilde modtage os gæstfrit og med
Glæde, men det forekom mig ganske utilladeligt før Dagens Frembrud at over
række en Mand, som man for min Skyld henter ud af Sengen, et Anbefalings
brev, og jeg besluttede derfor, saafremt vi ingen Gæstgivergaard kunde finde,
at lade Kusken køre os til Posthuset. Vi havde ganske vist ingen lovlig Ret
til at søge Ly dér, da vi kørte med »fri« Heste uden Podorozhnaja, men Erfa
ringen havde lært mig, at en sibirisk Postmester gerne, naar det passer ham,
lukker et Øje i i Henseende til den strenge Lovlighed og forstaar at anerkende
Berettigelsen og Rigtigheden af en Fordring.
Efter at vi havde kørt omkring tre eller fire Hjørner, holdt vor Kusk
udenfor et stort, toetages Hus midt i Byen, der, efter hvad han paastod, tid
ligere havde været en Gæstgivergaard. Han bankede saa længe paa Porten,
indtil alle Nabolagets Hunde var kommen i Bevægelse og fik tilsidst den
Besked af en søvnig Tjenestepige, at det ikke var noget Gæstgiversted men
et privat Hus; for Resten mente hun, at naar vi midt om Natten paa den
Maade bearbejdede Husenes Porte, behøvede vi intet Hotel, thi da vilde Politiet
nok anvise os passende Logis i Fængslet. Dette lød just ikke opmuntrende,
men vor Kusk kørte os, efter at have udvekslet nogle djærve Kompli
menter med den gnavne Tjenestepige, til et Hus i en anden Bydel, hvor han
med fornyet, uformindsket Energi begyndte at hamre paa Døren. Den Mand,
der lukkede op, sagde, at han havde Værelser for rejsende, men uheldigvis
var alt besat. Han anbefalede os at gøre et Forsøg hos en vis Soldatow. Da
vi intet andet Valg havde, kørte vi hen til Soldatow, hvor man endelig i
anden Etage af et gammelt, forfaldent Hus anviste os et stort, lyst og, saa
vidt vi kunde se, renligt Værelse med Pension til to for 70 Cents pr. Dag.
Vi modtog med Glæde Tilbudet og befalede Kusken at pakke Powoskaen
ud og bringe vore Sager op paa vort ny Værelse. Dette havde intet
Tæppe, ingen Gardiner og indeholdt hverken Seng eller Vaskebord; som Er
statning for disse Mangler havde det intet andet at opvise end en gammel
Oleander i en grøn Ballie, to Geranier og en ynkelig Vedbendranke, der klat
trede op ad en Snor for at betragte sig selv i et lille vaklevornt Spejl. Saa
snart vi var komne i Besiddelse af vor Bagage, strakte vi os, ligesom vi
var, i Pelskappe, Faareskindsfrakke og Filtstøvler, paa Gulvet og sov de ret
færdiges Søvn indtil Klokken var over ti.
Henimod Middag gik vi, efter at have gjort os saa præsentable som
muligt, ud for at aflægge nogle Besøg og bese Byen. Vi ansaa det ikke for
klogt at aflægge vore Anbefalingsskrivelser hos de politiske, forinden vi var
paa det rene med deres Forhold til Byens Borgere og havde erkyndiget os om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
