Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kritik av Kants opfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171 Kritik av Kants opfatning
Hvorledes kan en tom logisk form gi jeget den realitet
som det besidder i alle menneskers konkrete
selvbevissthet?
Kant er ikke meget konsekvent i sin jegopfatning.
Paa den ene side utstyrer han jeget med kongelig vælde.
Men paa den anden side uthuler han det ogsaa til en
tom fiktion. I egenskap av den transcendentale
apper-ception, som gir hele erkjendelsen enhet og
sammenhæng, svinger jeget et kongelig scepter, for hvilket alle
erkjendelsens gjenstande maa bøie sig. Kant gjør jo
nemlig hele verdensbilledet til en frembringelse av
subjektet. Men spørres der efter dette subjekts realitet, da
forflygtiges det til et tomt ord. Jeget ophøies til
ver-denslovgiver; men ikke før er det sat i høisætet, før det
opløses i et tomt skin.
Omhyggelig bygger Kant op den subjektive «laterna
magica» eller kinematograf som fremtryller den
menneskelige erkj endelses verdensbillede.
Sansefornemmelserne males som en forvirret mangfoldighet av punkter
paa den yderste glasplate. De to aprioriske
erkendelseskilder, anskuelsesformerne og forstanden, indsættes
som to kunstfærdig slepne linser, og bak disse placeres
den egentlige selvlysende flamme: nemlig den
transcendentale apperception, jeget. Vi glæder os over den
vidunderlige erkj endelsesforestilling, erfaringen, som dette
apparat frembringer paa lerredet. Men saa faar vi
tilslut høre at ikke blot de billeder som fremkommer, men
ogsaa hele apparatet og flammen bak det igrunden
bare er gj øglebilleder, uten et virkelig subjekt som
frem-gj øgler dem. <
Her hevner det sig at Kant ensidig forfølger den
logiske vei som alene kan føre til en almengyldig norm
eller form, ikke til den sjælelige realitet som findes ved
at spørre efter de psykologiske betingelser for
erkjendelsen. Den almengyldige syntetiske form kan dog til
syvende og sidst ikke svæve i luften. Den maa
forankres i en sjælelig realitet. Og gaar vi den
psykologiske vei, da blir det snart klart for os, at fornuftig er-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
