Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De to utviklingsimpulser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
sorier i motsætning til amøben en fast form; men
ogsaa her gjælder det, at der i dyrets indre dannes
organer for anledningen.
Likeoverfor disse encellede væseners livsstadium
betyr det et væsentlig fremskridt, naar de enkelte
celler efter celledelingen ikke opgir forbindelsen med
morcellen eller med hverandre indbyrdes, men danner
saakaldte cellekolonier. I disse cellekolonier kan jo
til en begyndelse de forskjellige celler beholde en høi
grad av selvstændighet; men disse samfund av
individer danner dog overgangen til det egte flercellede
dyr, som ikke længer er et samfund, men et enkelt
individ, hvori en mere eller mindre vidt forgrenet
arbeidsdeling er indtraadt mellem cellerne, og hvor
disse indbyrdes er blit saa avhængige av hverandre,
at de overhodet ikke kan leve adskilt. Man skjelner
mellem forskjellige persontrin eller stokketrin i
overgangen til denne flercellede organisme og fæster sig
særlig ved den arbeidsdeling, som opstaar i
celle-kolonien mellem „ernæringsdyr", ,,kjønsdyr",
„værgedyr" etc. Denne arbeidsdeling fører jo over til
arbeidsdelingen mellem de forskjellige organer og cellevæv
i den flercellede enkeltorganisme, og naar først denne
er opstaat tillikemed sondringen mellem kimbane og
individ, er naturligvis integrationsimpulsen knyttet
til kimbanen og de individuelle urformer, som kan
opstaa ved de skapende nydannelser i kimsubstansen.
Ti urformene er jo individuelle og derfor til en viss
grad specialisert. Allikevel kan man kalde dem
„kollektivformer", fordi de indeholder en f ler het av
typer i uspecialisert tilstand. Kimsubstansen kan jo
i anlægsform forene egenskaper, som ikke kan forenes
i en utviklet organisme, og som derfor først kan
komme til sin ret ved at fordeles paa en flerhet av
typer. Den avsondringstendens, som gjør sig
gjældende i materien i motsætning til den guddommelige
plans aandelige enhet, kommer saaledes tilsyne i
spaltningen og forgreningen av kollektivtyperne.
Det bedste eksempel paa en slik spaltning og der-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
