Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frøken Smith-Tellefsen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
172
fruer altid skjænker frøkener, som snakker om
egtestand og hvad dertil hører.
«— Nei da gad jeg sandelig visst, hvad jeg
skal si —. Uf mange ganger synes jeg rigtig
ogsaa her er saa trist og ødt, saa det er rent
ikke til at utholde. Naar det er saant veir som
idag — uf bare hør! Skulde en ikke mest tro,
hele huset holdt paa at blaase bort — nei stak*
kars ingeniøren, saant veir at kjøre i — ja jeg
synes De er kjæk, fru Storaker, at De blev med
pastoren hitop i dette veiret — gid jeg blev saa
glad, da De kom, jeg sat her og blev rent trist,
har De hørt slikt regn. — Nei da længes jeg rent
nedover til folk jeg. Sommetider saa har jeg
næsten lyst til at faa mig en anden plads og
komme væk herfra, men jeg synes liksom ikke jeg
kan. Nu er jeg kjendt her da, og det blev nok ikke
let for ingeniøren stakkars at faa et nyt menneske
hitop, og ikke kunde en vite, hvordan hun vilde
fare med ham eller barna eller huset. Nei tænk
at det vilde jeg ikke være god for, at gaa til
Biørn og si op — ja jeg synes rent det vilde
være lumpent næsten. Det er jo liksom jeg ser
en opgave i dette her da —».
«Nei se der har vi Laila ogsaa da,» sa fru
Storaker.
Det var en otteaars smaapike, som kom klam*
pende ind i beksømstøvler. Hun hadde strid,
gul flette og et grovt, firkantet ansigt.
«Kan du si pent goddag til fru Storaker,
Lailen min —»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
