Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Hunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
modighed, og han formelig sled Hesten fremover.
Det var tydeligvis en gammel Traver; den la
ud i mægtige Tag, og syntes ikke at skulle bli
træt. Vognen, vi kjørte i, var en let Tohjuler.
Nu og da kom vi over store Sneflækker, og Hju
lene svirret da Sneen høit tilveirs og kastet den
ind i vore Ansigter. Det begyndte at bli sent
paa Aftenen og noget kjøligt, og jeg slog min
Pelskrave opover Ørene.
Med vor Samtale gik det kun yderst daarligt.
Jeg forsøgte flere Gange at faa Snakket til at
rulle, men jeg fik bare Enstavelsesord fra min
Ven, og saa opgav jeg det. Desuden var der en
viss Spænding i denne vanvittige Kjøring. I Svin
gene maatte jeg holde mig fast til Karmen for
ikke at bli slynget ud af den lave Vogn, og det
var et helt Vidunder, at ikke Vognen i de skar
peste Kurver simpelthen væltet. Jeg hadde nu
og da en Følelse af, at den balancerte paa det
ene Hjul.
Nei for en forunderlig Stedsans en saadan
Hest har. Jeg kunde ikke se Landeveien fem
Skridt foran Vognen, naar vi trak gjennem høi
stammet Skog, Veien sluttet op i det absolutte
Mørke. Men Hesten — den for fremover med
uformindsket Fart. Nu og da strøg vi forbi Bøn
der med Slæder eller med Vogne. De saa for
skrækket efter os; en enkelt hørte jeg raabe:
~Aa, det er den Galningen!"
— Riverton: Skjulte Spor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
