Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Hunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
Der, hvor vi nu stod, gjorde Veie.i en Sving.
Tilvenstre skilte en Rad Stabbestene den fra en
brat skogbevokset Styrtning, nedenfor mumlet en
liden Elv. Tilhøire stod tykke Skogen i svag
Stigen opover mod Aasen.
Fridtjof Bugge saa hele Tiden ængstelig ind
i Skogen; men der var intet at mærke, intet Tegn
til levende Liv, Vinden suste ensformig over Træ
toppene, det var det hele.
Og der fandtes heller ingen Ting paa Veien.
Vi hadde ikke hørt noget Skrig. Men hvad var
det da, som hadde skræmt Hesten? Det lod til,
at den fremdeles saa noget, for det var ikke mu
ligt at faa den fremover. Den hele Oplevelse
forekom mig meget uhyggelig, og jeg mindtes de
gamle Fortællinger om Heste, som stanser og blir
skræmt, fordi de ser, hvad ikke det menneskelige
Øie kan se. Min Ven Bugge gav ingen Forkla
ring, han bare søgte at berolige Hesten ved at
tale mildt til den, og endelig efter en halv Times
Besvær lykkedes det os at faa den fremover.
Men den gik da saa nær ind mod Stabbestenene,
som det overhovedet var mulig. Og den saa hele
Tiden hen mod det Punkt paa Veien, hvor den
først hadde stanset; den la Hovedet paa skakke,
snøftet og bevæget Ørene i den livligste Ræd
sel. Og nu, da den først var kommet forbi det
farlige Punkt, var det til Gjengjæld meget van
skelig at holde den igjen. Endelig fik vi kastet
os op i Vognen, og saa bar det som en Storm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
