Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Det aabne Saar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ham til det! Jeg forbyder ham at tale ilde om denne Kvinde.
Jeg forbyder ham det
„Forbyder du mig?“ gjentog Darras. „Nu fornærmer
du mig efter at have fornærmet din Moder!"
„Jeg fornærmer dig ikke," sagde Lucien, „og jeg har
ikke fornærmet min Moder ... Jeg er kommen hid af Ær-
bødighed for hende og for dig, skjønt jeg jo kunde lade det
være. Thi naar det kommer til Stykket, er det min virke-
lige Fader, som fremdeles har den lovlige Ret til at tillade
eller forbyde mit Giftermaal. Jeg vil gifte mig med en, som
jeg elsker, og som jeg agter, absolut og fuldt ud. Jeg havde
haabet at skulde finde en Støtte i dig, fordi jeg troed, at du
var Mand for dine Idéer. Det er du ikke. Herefter er det
alene min Moder, jeg henvender mig til for at faa hendes
Samtykke."
„Saalænge jeg er i Live, faar du det aldrig," svarte Sted-
faderen; „du forstaar, aldrig, aldrig! ... Hvis du ægter
denne Skabning, saa vil din Moder være død for dig ..."
„Jeg vil vente, til hun siger mig det selv," svarte Lucien.
„Hun var min Moder, før hun blev din Hustru. Jeg vil
se, om hun er din Hustru mere, end hun er min Moder ..."
„Ulykkelige ....“ sagde Darras ude af sig selv, „vil du
da dræbe hende? ..." Og han pegte paa Gabrielle, som
havde ladt sig falde ned paa en Stol og sad der med stive
Øine, aaben Mund og hængende Arme, som om det Slag,
hendes Søn havde rettet mod hende, virkelig havde været
det sidste, efter hvilket den moralske Lidelse gaar over til
Galskab. Foran dette Syn stod den unge Mand, som og-
saa var skikket til at vække Forfærdelse. Men da hans
Stedfader sagde til ham med en Stemme, som tyded paa
Raseri og paa, at han inden et Minut ikke vilde være Herre
over sig selv: „Gaa ud! Saa gaa da af Medlidenhed med
hende, gaa! ..." forlod han Værelset. Aldrig havde hans
Stolthed som Søn maattet bøie sig til et større Offer. Han
forstod, at hvis denne Strid skulde forlænges, vilde hans
Moder virkelig dø af Smerte lige for deres Øine. To Mi-
nutter efter varsled Portens Smæld, idet den blev aabnet
og igjen lukket, om at den fraskilte Kvindes Barn havde
forladt sin Moders Hus for at vende tilbage naar og hvor-
ledes? ... Denne Lyd syntes igjen at have vakt Bevidst-
heden om Virkeligheden hos Gabrielle, hvem hendes Mand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
