Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Et Farvel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det eneste, som er absolut frit for løgnagtig Konvention, er
det frie Samliv. Naar jeg har ønsket at gifte mig lovlig med
Frøken Planat, da er det, fordi det lovlige Ægteskab er et
offentligt Bevis paa Agtelse. Du modsætter dig, at jeg giver
hende dette Bevis nu. Jeg bøier mig. Men hun og jeg har
givet hinanden vore Løfter. Vi vil leve et frit Samliv. Vi vil
blive miskjendte og bagtalte. Men vi har vore Samvittig-
heder paa vor Side . . . Vi har besluttet at forlade Paris.
Om jeg ikke havde andre Grunde til at ønske denne Bort-
reise, vilde jeg føle mig forpligtet til at spare dig for de
Kommentarer, som mit Liv her under saadanne Forhold
utvivlsomt vilde fremkalde blandt dine Omgivelser . . . Vi
reiser til Tyskland. Min Hustru vil der fortsætte sine me-
dicinske Studier, og jeg vil begynde paa mine. Jeg har en
stærk Interesse for denne Videnskab. Det har min For-
lovede ogsaa. Vi vil arbeide sammen. Om to Aar har jeg
Ret til at legalisere et Forhold, som allerede nu for mig er
ligesaa hæderligt som de heldige Ægteskaber, mine Kame-
rater drømmer om .. . Frøken Planat har et Barn. Jeg vil
ikke, at det skal gjennemgaa, hvad jeg har gjennemgaat.
Naar vi nu tager det med os, vil det aldrig faa vide andet,
end at jeg er dets Fader . . . Jeg appellerer til din Retfær-
dighedssans, Mama, jeg fremhæver dette Ord, thi deri lig-
ger for mig alt: Kan du ikke nære Agtelse for mig, naar jeg
lever saaledes?“
„Men,“ svarte hun, „kan du selv agte dig, naar du har
forladt mig, din Moder, og ikke taget Hensyn til den Sorg,
du forvolder mig?“
„Vilde det være at tage Hensyn dertil, om jeg blev her og
pinte dit Hjerte, som jeg vilde komme til at gjøre ved at
pine mit eget? . . . Jeg forlader dig ikke. Jeg overlader dig
til din Mand og din Datter
„Men naar du er borte!“ klynked hun.
„Mama,“ svarte han paa hendes hjerteskærende Suk,
„tag ikke Modet fra mig. Det maa ske. Det er min Pligt selv
overfor dig — især overfor dig,“ gjentog han. Derefter
trykked han hende i sine Arme saa voldsomt, at det gjorde
hende ondt. — „Farvel, “ sagde han med dæmpet Stemme,
„Farvel . . — Og før hun kunde svare ham et Ord, gik
han ud af den lille Salon. Det Raab „Lucien! Lucien!“ som
hun to Gange gjentog, bragte ham ikke til at vende tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
