Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
vugger sig og glitrer og funkler, snart graa som
bly, snart rød som karfunkel. Og neppe har den
spejlet himmelens og skogens farvepragt, saa
kommer der et vindpust, og draaben slipper den
vuggende furugren og falder ned paa jorden. Og jorden
suger den op, og intet spor blir igjen af den
funklende, lille stjerne.
Saaledes lever skogens barn, og saaledes
for-gaar det.
Ude i verden er det anderledes. Derude stivner
draaben under sædernes kolde aande, og istapperne
klingrer mod hinanden, ja endog, idet de falder,
klingrer de og hviler, endnu en stund spejlende
verdens herlighed, paa jorden; indtil de rindpr bort
og henvejres som tanken paa en kjær afdød.
Ude i verden er kirkegaardene jo ikke for de
døde, men for de levende. Den levende helligholder
der mindet om sine forfædre og den
kirkegaards-fred, som skal times ham selv engang. For den
levende er rosenbedet og indskriften. Den levende
føler ro i sit sind, naar han tænker paa den
hensovede, der er forløst fra al gjenvordighed. Den
levende føler den dødes synken hen og haaber paa
en evighed for ham. — Ingen gaar uden udbytte
over kirkegaardsjord; dens muld kjøler
lidenskaberne og varmer hjærterne, og ikke blot dødens
fred staar skrevet paa gravenes blomsterhøje, men
ogsaa livets værd.
Skogen gir ro, hvor ro hører til. Der har den
døde sovende intet natlys, som den levende
hellerikke havde noget. „Det evige lys lyse for ham!"
er den eneste bøn. Den matte efteraarssol smiler
mildt "og lover sin evige glans, og den næste vaar
sørger for blomster og kranse.
Ikke de dødes legemer tænkes der paa i sko-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
