Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
skogen med opløst haar. Og samme kvæld kom
gutten gaaende ned i dalen, støttet paa en stav.
Hvordan han kom ned af Svartevæggen, det
fortalte han aldrig til noget menneske; kanske havde
han ikke kunnet fortælle det engang. Edelweis bar
han med sig. Og hans haar, det var biet snehvidt.
Og sæterjenten, som i sin kryhed havde
syndet-saa haardt mod den sorthaarede gut, nu elskede
hun den hvidhaarede, til hun selv blev en hvidhaaret
kone. —
Bertold fortalte denne hændelse saa vakkert,
og tilslut la han til: „Den gutten og jenten, det
var far og mor, det."
Høsten 1818.
Naar jeg gaar omkring her i skogene til de
voksne og til de smaa mennesker og lærer af de
første og underviser de sidste, da længes jeg ofte
tilbage til Winkel. Her har folk i de sidste aar
været flittige med øks og hammer, og af og til har
jeg selv tat en haand i med. Og naar jeg nu ser
mig om hernede ved Winkel, saa er her næsten
grodd op en liden landsby.
Der er bygget nogle huse til foruden
forst-mesterhuset. Fra først af blev de bare opførte
midlertidigt for kirkebyggerne, men nu er de biet
indrettede til varige lause. Og saa en dag kom
Martin Grasstejger, en kulbrænder fra Lautergraben,
og kjøbte to af disse huse for en ganske pen sum,
som han til folks forundring betalte straks kontant.
Af de begsvarte kul kommer der blanke dalere, sa
gamle Sod-Kath engang. Og med blanke dalere
betalte Martin husene, og nu er han en anset mand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
