Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
sang eller med strengespil eller med nogen musik
paa jorden. I aarevis havde jeg ikke hørt denne
tone, ved neppe at tyde den mer. Vi stod ganske
stille og lyttede. Det var vore nye kirkeklokker.
Mens vi var i fjelddalen, var klokkerne komne,
og saa havde de hængt dem op.
Og da jeg nu hørte klokkerne i denne morgen,
saa kunde jeg ikke la det være, men brød ud:
„Kjære folk, nu er vi aldrig alene mer! I alle
menigheder rundt om i landene ringer klokkerne i
denne time; vi har den samme morgenhilsen, de
samme tanker som dem. Vi er ikke stumme mer,
vi har vor fælles tunge deroppe i taarnet, den
fortæller i glæde og i sorg, hvad vi føler, men ikke
har ord for. Og den evige gudstanke, som aander
og lever overalt, men som aldrig kan faa sit hele
og fulde udtryk, ikke i billeder, ikke i ord, her i
klokkens tonende krans alene faar vi den helt i eje,
formaar vort hjerte helt at gribe den. Og saa
bringer du, dejlige klokkeklang, os trøstens bud udenfra,
indenfra, ovenfra."
Mændene saa forbausede paa mig, mens jeg
talte, — det var da ikke noget at snakke om, at
en hørte en kirkeklokke; . det kunde en høre hver
dag ude i Holdenslag. Men den brave Rüppel
havde skyndt sig hen bag nogle olderbuske, for at
han uhindret af min hæse tale kunde høre den rene
klokketone.
Foran kirken var der mange folk samlet for at
høre de nye klokker og se korset. Hint kors, der
var vokset op af fuglens sædekorn, da den for tusen
aar siden fløj over skogene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
