Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tiuren - V. En Vaarnat paa Tiurleg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
Vi ere der omtrent samtidig. Vi friske paa
Ilden, Kaffekjedlen gjøres istand, og imidlertid
meddele vi hinanden alle vore smaa Hændelser.
Tilfredse med vor heldige Jagt og oplivede af
den friske Morgenvind vandre vi efter endt Maal
tid tilbage ad samme Vei, som vi kom. Paa Sæ
tervangen sidder en Hare strax ved Leddet — se,
der er nok en borte ved Stølen — nu høre de os og
paakalde sin eneste Frelse, sine rappe Fødder.
Spring Du kun eller lad være — Du skal have
Fred for os. Solen er nu oppe ; ’ Orrerne fra
igaar og kanske flere til sidde i Toppene bortover
Vangen og buldre til hverandre alt, hvad de
kunne. Nu og da standser snart den ene, snart
den anden i sit Spil og blæser over til os : »Hør
paa mig, Du, hvilken vakker Røst jeg har«, siger
den, og saa reiser den Kammen, slaar Hjul med
Halen "og begynder paa et nyt Vers af sin lange
Vise.
Glade ved alle de Indtryk, vi medbringe fra
den nydelsesrige Udflugt, med lyse Forhaabninger
om snart at gjøre en lignende til ukjendte Skoves
Rigdomme, og i munter Samtale, glemmende en
hver Træthed, vende vi tilbage til Døgnstrævet,
styrkede baade paa Sjæl og Legeme. At det maa
falde i din Lod, kjære Læser, at gjøre ligesaa
bliver end Byttet kanske ringe eller intet, Du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
