Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 1. Hvad der holder Folk i Live - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
Det er ikke Sommerdage nu, at man skulde kunne
gaa om og spadsere uden Klæder. Det er Gud
selv, som lod mig støde paa ham; han var ellers
omkommen, Hvad skulde man gjøre ? Der er saa
meget, som man ikke forstaar! Jeg gjorde derfor
ingen lang Snak, men klædte ham paa og tog ham
med. Se nu Du kan faa Ro paa Dig, Matrona!
Du har ellers Synd af det. Vi skal ogsaa dø engang.
Matrona skulde lige til at give ondt af sig
igjen; men i det samme saa’ hun hen paa den
fremmede og tav. Han sad stadig i den samme
Stilling paa Enden af Bænken uden at røre sig.
Hænderne laa foldede i Skjødet, Hovedet havde
sænket sig ned imod Brystet, Blikket var fæstet
mod Jorden, og kun Munden fortrak sig af og til,
som om der var noget, der trykkede ham. Ma-
trona tav.
— Matrona! siger Semjon til hende: — Er Du
da rent gudsforladt?
Ved at høre disse Ord, saa’ Matrona endnu
engang paa den fremmede, og med ét var Vreden
gaaet over. Hun gik hen til Ovnen efter Aftens-
maden, fyldte en Skaal med Kvass, og, efter endnu
at have bragt Kniv og Skeer, lagde hun det sidste
Stykke Brød frem paa Bordet.
— Naa, spis saa, sagde hun.
— Sæt Du Dig her i Hjørnet, Kammerat!
sagde Semjon, idet han rejste sig op og gjorde
Plads for den fremmede. Derpaa skar han Brødet
i smaa Stykker, kom det i Skaalen, og de gav sig
saa til at spise.
Matrona sad imens for Enden af Bordet med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
