Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HVEM VI ER. 49
vil ikke Lillegut miste krøllerne sine — de er altfor ind-
bringende og bedaarende.
Da han laa i vuggen, sagde mor:
«Tænk jeg synes alt jeg ser ham som en ung nydelig
ingeniør der gaar og støtter sin gamle mor!»
«Fy da, mor,» sagde smaapigerne, for mor maa aldrig
sige at hun bliver gammel. —
Og far da!
Ja han gik og tænkte paa hvor det skulde blive deiligt
at faa en liden ammanuensis paa kontoret, og en som kunde
hjælpe ham at grave grøfter, saa og pløie paa marken, for
det er det morsomste far ved, naar han har lidt tid tilovers
fra al «doktereringen» sin.
Men Lillegut han tænkte ikke paa at blive hverken
grøftegraver eller ingeniør, han laa i den søde lille vuggen
sin, med gardiner og teppe med roser og violer paa — drak
flaske, spiste fingre, skreg og havde maveknib. Det var hans
eneste bestilling i lang tid, og det satte hele huset i bevægelse
baade dag og nat, saa to stykker maatte skifte natten mellem
sig. Det var greit at forstaa han var en «skabningens herre»,
der fordred ordentlig opvartning til enhver tid.
Men det gik da heldigvis snart over — tilslut fik han
lov at ligge og skrige, og det hjalp udmerket.
Nu er han seks aar og skriger heldigvis aldrig, han er
ikke saa vilter og gal som mange andre gutter, men mere
henfalden til dybsindige spekulationer og alle mulige «aaftor»,
ja han spør mor sønder og sammen, saa hun ofte ikke ved
sin arme raad. Naar her er nogen smaagutter og smaapiger
4 — Smaapigernes bog.
—v———=5=—É-————-—vpiv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
