Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ST. HANS KVELD. 127
Og nei — saa nydelig som stranden ligger der bort:
under «Tennæsklubba». Alle de smaa gaardene lyser saa
venligt i solskinnet — lensmandsgaarden og doktorgaarden
— den ligger nu allerpenest til, rent som et slot, siger en af
smaapigerne — og der faar vi se kirken ogsaa — den ligger
alene ude paa næsset — yderst ude — ligger som et spørgs-
maal til enhver som farer forbi.
Smaapigerne og Lillegut har faaet hver sin lille aare,
som de sidder og plasker i vandet med — det er forfærde-
ligt morsomt — baaden stryger nu saa fort at det suser —
og aarerne de bare stritter den modsatte veien — men det er
jo bare endda større moro — «se hvor vi ror saa det spruter
rent,» raaber Lillegut.
Men der er vi jo alt ved holmen vor! Den deilige lille
holmen vor, som omtrent ligger midtveis udi fjorden. «Guld-
holmen» har mor døbt den, for en nat som vi var derude,
da var der saa overlag vakkert, at det ligesom flød i rødt
guld — himmel og jord og sjø og mennesker.
Idet vi seiler forbi Guldholmen, frisker det op til en liden
kuling. Seilet fyldes, det bruser sterkt, og baaden lægger sig
over paa siden. Mor trykker Lillegut godt ind til sig, Liv-
ungen kryber sammen nede i baaden.
«Sid bare stille,» siger far, «det har ingen nød, nu er vi
straks opunder landet!»
Det er bare e lita kveldgraae,» siger Søren, som er med
og ror — «han lægger sig ud paa natta», — og for fulde
seil bruser baaden op i fjæren paa Marknæs.
«Ta sammen,» kommanderer far, og seilet buser ned i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
