49 rigelig Plads for de 12—15 Mennesker, der var mødt op, og dernæst fordi det gik op for mig, at Resten af „Vulkans Søn-ner“ syntes at være helt uvidende om, at der eksisterede en Fagforening netop for dem. De lod, som jeg, Tiden gaa ubenyttet hen. Men de, der var mødt, var ivrige nok. Jeg traf den Aften for første Gang Valdemar Olsen, Hor-sens-Petersen, Brock, Hvistendahl, Adam Petersen, N. P. Nielsen og nogle faa Andre af den første gamle Garde fra Fagforeningens andet historiske Afsnit. jeg tilligemed nogle faa andre sendrægtige meldte os ind, og Diskussionen begyndte. Den drejede sig ikke saa meget om Arbejdsgiverne, som om Arbejderne. Disse syntes nemlig besjælede af alt andet end af „Aanden fra 48“. Det var ikke det truende „Fortvivlelsens Selvhjælp“s Ultimatum. Fortvivlelsen var der — men Selvhjælpen — det var den, der manglede. „Hva’ ka’ de’ nytte!“ var det evige uforanderlige Feltraab, der aldrig blev varieret. Men vi, der samledes, var rede til at forandre Feltraabet, selv om vi ikke var rede til at drage i Felten. Vi begyndte at lægge Planer for et Felttog. Det var Begyndelsen, og det var faa af os, som svigtede Møderne fremtidig. Vor Slagplan var foreløbig ikke rettet mod Mestrene, men mere mod Svendene, særlig fordi vor hele Beholdning i Sølv magelig kunde rummes i en Kaffekop. Det var Svendene, vi var efter. En Anmodning til en Smedesvend, den Gang, om at træde ind i Organisationen, maatte fremsættes højtideligt, varsomt og i Form af en Ansøgning.