60 rede udenfor. Dette beder jeg om maa blive taget i Betragtning som Undskyldning for min ofte hensynsløse Fremfærd mod Kammerater, der mente mig det godt, og som mente det lige saa godt med deres Arbejde for Forbundet, som jeg med mit. Dertil kommer i denne Forbindelse, hvor jeg jo maa og skal skrive om mig selv, at jeg aldrig forhen spillede med Sordin paa Hjertestrengene, og den Dæmpethed, som Sordinen lægger over Strengene, har jeg heller ikke siden skattet. Jeg elsker fuldt Orkester i alle Ting, snart sagt baade i Godt og Ondt, men først og sidst: jeg hader Lunkenhed og Angsten for at vise sig selv, saadan som man er. Efter denne, det indrømmer jeg, noget vel lange Indledning kommer jeg saa til mine Erindringer fra min Formandstid. Naar jeg nu mindes det Blik, min Hustru sendte mig, da jeg, før jeg den 14. Marts 1892 gik til Hovedbestyrelsesmøde, sagde: Naar jeg kommer hjem, er jeg Formand for Forbundet! kommer jeg til at tænke paa — Sven Dufva. Der staar i Runebergs Sang: „Sergenten maalte ham dog kun med haanligt Blik, idet han brummede: „Du, Du Soldat"!“ Min Kone ansaa mig for lige saa lidt skikket til at være Formand, som gamle Dufva ansaa sin Søn for umulig som Soldat. Og de tog dog begge fejl, heldigvis. Ligesom Svens Kræfter først udfoldede sig i Kampen for Finland, saaledes gjorde Arbejdet for mine Standsfæller mig til det, jeg siden blev. Derfor staar jeg til mine Dages Ende i Taknemmelighedsgæld til mine Kammerater, Danmarks Smede. For nu begynder der et Arbejde, der tog hver en Gnist af Evner i mig i Brug. Og der var nok at tage fat paa; først skulde der skaffes Penge, Penge og atter Penge. I Hillerød strejkede