31 T K Mu VII. London d. 24. april 1792*). Efter de tvende sidste breve, jeg fik på emn tid fra dig og prinsen af Augustenborg, som begge giver mig håb om at få en vis summa af Fonden ad usus publicos, har jeg været i den største uvished. Frygt har afvekslet med håb, men dog dette sáledes overveiet alt andet, at jeg — sóm du ser af mit sidste brev i Ærichsøns kuvert — havde lagt en plan at bereise dette vigtige land og noget ind i Scotland. Planen var lagt, jeg arbeidede til den dag og nat, da jeg fik dit sidste brev, dateret 14. april. Jeg åbnede det, kan du tro, med en ubeskrivelig begjærlighed, jeg troede at finde en veksel indeni det, og at jeg fattige djævel, som ikke eier mere end 2 guineer, jeg har lånt af Høyer, kunde få noget at betale med og kunde begynde min reise, som var bestemt om 8 dage; men istedenfor veksel finder jeg ikke et eneste ord talt om hele sagen. Du kan forestille dig, hvor utrolig flau og fattig jeg blev, og jeg er vis på, du vil beklage mig, når du indser, i hvilken virrevarre, jeg nu er, og hvormeget det derangerer min reise i sommer. 2 måneder og noget derover behøvedes absolut for at se dette, for en statistiker så ubeskrivelig vigtige, land, ligeledes 2 måneder cg noget derover for at se de i vore dage så betydelige Nederlande. Jeg får kun 5 måneder tilbage og nu berøver denne mangel på penge mig en hel måned af min tid, idet den binder mig til London, som jeg nu kjender sämeget, jeg ønsker. Jeg formoder, du har sat formegen lid til, at jeg skulde have fået efterretning af prinsen af Augustenborg eller Bernstorff, men om jeg end havde fået efterretning, så var dette dog ikke penge. Du må tilgive mig, om jeg klynker lidt. Du kjender mig jo så godt; og jeg er virkelig meget tungsindig og bekymret herover, så jeg ikke kan skrive dette brev uden med lidt strøg af, hvad jeg føler, endskjønt jeg er altfor overbevist om, både hvormeget du ønsker mig disse penge, og hvor meget du 1) Altså 52 dage før Sneedorffs død.