Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
Djne ssgte urolig hans og da en Lejlighed gavcs,
gled hun ta’t forbi ham og sagde:
~Vi er jo Venner, Me sandt?"
vi er Venner!" svaredc han dcrmpet, men
fast og tog «rbodig hendes Haand.
De Gamle vare imod ham fom de plejede, hjerte
lige og ligcfremme, og i det Hele syntes Alt og Alle,
Omgivclfer og Stemning, at vcrrc som tidligere; knn
forekom det Grev Henning, at Klara ncrsten viste
sine Foraldre cnd mcre Bmhed cnd for. Det var
som om hun frygtede for, at den Fslelse, hun bar
skjult, skulde berovc dcm Noget af hcndes Kjcrrlighed,
og som om huu, augerfuld herover, stra-bte at bode
derpaa ved fordoblet Omhu.
— Til Sommercn vilde Greven rejse; ikke for
bestandig og ikke til Paris, men i et Aar, maaste i
to, se sig om i Verdeu.
~leg kjender i Grundcn kun saa faa Steder",
sagde han, ~og desndcn vil jeg have godt deraf: jeg
har dog maaste levet for lamge i Paris, til lige med
eet at kunne vanne mig til Vinteren her hjemme!"
Men forinden var han ikle ledig. Han kastedc
sig over Godsets Drift med rastlss Iver, hjalv med
aaben Haand, hvor det behsvcdes, furandrede og byg
gede. Forst og fremmest lod han en gammel Skov
fogedbolig, der i flerc Aar havde vceret forladt, halvt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
