Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Norden fra Oldtiden til Calmarunionen Aar 1397
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3
aldrig maatte plyndre Kjøbmænd eller Bønder, uden forsaavidt
man i yderste Nød trængte til Strandhug, aldrig plyndre eller
mishandle Kvinder. Af troværdige Beretninger sees det, at det var
den ridderlige Vikings første Opgave at opsøge andre Vikinger for
at maale sig med dem. Der gives Exempler paa, at den som ved
saadan Kamp havde Overmagten af Folk eller Skibe, undlod at
benytte sig deraf, men kun brugte saa stor Styrke, som svarede
til Modstanderens, medens den øvrige Deel ei maatte deeltage i
Kampen. Ofte sluttede begge Høvdinger efter langvarig Kamp
Forlig med hinanden, og enedes om at fortsætte deres Tog i
Forening. Stundom stiftedes endog paa denne Maade det fortroligste
og meest opofrende Venskab. Det kan imidlertid paa den anden
Side ikke negtes, at Vikingelivet medførte megen Raahed, og at
det altfor ofte gav Anledning til Ødelæggelser og Blodsudgydelse.
Som tidligere anført var det en Æressag for den høibyrdige
Yngling at have deeltaget i Vikingetog; disse ansaaes som den
Skole, hvori mægtige Mænds Sønner skulde erholde sin Uddannelse.
Dette var idetmindste i Norge almindeligt, og der udgik saaledes
hvert Aar Vikingeskibe-^ Mængdeviis. Var Vikingehøvdingen af
Kongeæt, fik han gjerne af sine Mænd Kongetitel, selv om han
ikke havde noget Land at raade over; han kaldtes da Hærkonge,
eller om han fornemmeligt færdedes paa Søen, Søkonge.
Det var en Følge af Vikingelivet og Tidsalderens Aand i det
Hele, at den nordiske Kriger maatte stræbe efter at uddanne sit
Legeme til Smidighed og Styrke, og øve sig i Brugen af alle Slags
Vaaben. Vore Forfædre lagde derfor stor Vind paa alle Slags
Legemsfærdigheder, og skattede høit Enhver, der havde bragt det
vidt i saadanne Idrætter. I Islændingen Gunnar Haamundssøn
synes vi at have et godt Exempel paa, hvorledes den fuldendte
Kriger efter den Tids Begreber skulde være. Han var, hedder det,
stor, stærk, smuk, en saadan Mester i alle ridderlige Øvelser, at
neppe nogen Islænding før eller siden deri var hans Lige; han
kunde fegte til Fuldkommenhed med begge Hænder, svømme som
en Sæl, træffe med sine Skud Alt hvad han sigtede efter, og hoppe
i fuld Rustning ligesaa høit som han selv var. Dertil var han —
hedder det videre — fredelig, venlig, vennesæl og gavmild. Hans
Saga viser os ham som ædel, fædrelandskj ærlig og høimodig, stedse
stræbende efter at leve i Fred og god Forstaaelse, men frygtelig,
naar han blev dreven til at lade Sværdet afgjøre Tvisten. Ved en
saadan Leilighed fældede han, kun i den sidste Deel af Kampen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
