Nr. 2. S O L ISD A R I TET 3. Side SOLIDARITET Organ for den syndikalistiske Arbejderbevægelse i Danmark. Udgivet af revolutionært Arbejderforbund. Tilsluttet Internationale Arbeider Asso-niition (I. A. A.) Ansvarhavende Redaktør: A. Nielsen. Redaktion og Ekspedition: Smedegade 4. Kj. Aabent hver Dag fra 5_8. Charles F. Petersen, København Syndihalismen og den rede . laglige Internationale. Da den russiske Revolution udbrød, da den undertrykte russiske Proletarklasse tog sit store heroiske, revolutionære Skridt inod Faa-talsvælde og Undertrykkelse, og de under store Anstrængelser søgte at realisere Socicalismen, mødtes de russiske Arbejdere af Forstaaelse og Glæde af mange Proletarer Verden over, uanset hvilken Retning indenfor Arbejderbevægelsen disse tilhørte. Det var paa dette Tidspunkt en Hæderssag for alle Arbejdere at staa paa de russiske Arbejderes Side, under deres heltemodige og haarde Kamp mod den internationale Kapitalismes Røverhor-_der. Den russiske Revolutions første Hfjibke var af en friere Aand end nu. Endnu slaar hvert eneste revolutionært Hjerte kraftig for den russiske revolutionære Arbejderklasse og dens Stræben for at opnaa fuldstændig Frihed, men med kritiske Blikke ser man en hel Del sørgelige Foreteelser i Revolutionens Rusland. Partistræberene har saboteret Revolutionens Udvikling og den ledende politiske Gruppe har med sit Diktatur over Proletariatet, undertrykket Friheden, og kvalt det frie Samarbejde, de frie Initiativer for fortsat revolutionær Udvikling, særlig paa det vigtigste Omraade: Produktionen. Statens døde Haand har paa dette Omraade sat sit Mærke. Da den kommunistiske Partiretning i Rusland havde erobret Statsmagten og faaet et nogenlunde sikkert Greb om Masserne, søgte de at udvikle denne Hegemoni over den internationale Arbejderbevægelse. Den kommunistiske Internationale dannedes, og denne satte hurtigt en mægtig Kæmpeagitation i Gang over hele Verden, for Arbejdermassernes Erobring for Kommunismen, og vi maa erkende, — med en vis Fremgang i den første Tid. Al Arbejderbevægelse skulde erobres og underordnes Kommunismen. Som Kamporgan for Agitationen dannedes den røde faglige Internationale. Det var betegnende, at denne i den første Tid indenfor kommunistiske Kredse, baade i Tale og Skrift, benævntes som faglig Sektion af den kommunistiske Internationale. Den kommunistiske Internationale skulde være Hjernen og Hovedet for Arbejderklassen, medens derimod den faglige Bevægelse skulde nøjes med at være Kroppen og Lemmerne. Det var efter disse Principper at Kommunisterne gik i Kamp for Erobringen af Fagforeningerne. En af de Grupper inan først vendte sig til, var Syndikalisterne, i de forskellige Lande. En Del af de syndikalistiske Organisationer lykkedes det Kommunisterne at faa fat i, som lor Eksempel i Italien, Spanien, Danmark og senere, den nydannede Organisation i Frankrig, men paa andre Steder mødte deres Forsøg stprre Modstand. Jo mere Syndikalisterne fik Øjnene op for, hvad det var Kommunisterne tilsigtede med sit Fagforeningsarbejde, jo mere voksede den syndikalistiske Modstand derimod. Organisationerne i Italien og Spanien forlod atter den røde Fagforeningsinterna-tionale, da det blev klart for dem hvad denne vilde, og paa hvilke Principper den var opbygget. Rigtigt er det, at en hel Del Repræsentanter fra de forskellige Landes syndikalistiske Organisationer deltog, i den røde faglige Internationales Kongres i Moskva, Sommeren 1921, hvor de var indbudt, men de Beslutninger, som der blev vedtaget viste klart og tydelig, at nogen Sammenslutning med denne, fra Syndikalisternes Side, kunde der ikke blive Tale om. Syndikalisterne som altid med Kraft har hævdet sin „Partipolitiske" Uafhængighed, vilde ikke være Redskab for en politisk Partibevægelse — Kommunismen. Dette saa meget mere som Opfattelsen af Revolutionens Problem var fuldstændige modsatte hinanden. Syndikalisterne dannede saa sin egen internationale Sammenslutning — „Internationale Arbejder-Association" — i og med dette forsvandt, kort sagt al vaklende Holdning blandt Syndikalisterne angaaende hvilken Internationale de -skuMe-tilslutte sig. Fagforeningsbevægel-sen skulde „erobres" og „underordnes" Proletariatets virkelige Ledere, den kommunistiske Internationale, det var den Parole Kommunisterne udkastede for nogle Aar siden. Men hvad har de vundet ved denne Pardle? Stort set intetl Fag-foreningsbevægelsen er lige saa Uafhængig af Kommunismen som før, og en Mængde Kommunister begynder at tvivle paa om det nogensinde skal lykkes at erobre dem. Man udstøder ikke længere saa mange Ramaskrig som før imod den „forrædderiske" Amsterdam-Internationale, i Stedet for begynder man at nærme sig denne Internationale mere og mere. Verdens Syndikalister er nu saa godt som alle tilsluttede den syndikalistiske Internationale Arbejder-Association. Ikke alene de europæiske Syndikalister, men ogsaa Syndikalisterne fra andre Verdensdele. De partipolitiske Forsøg paa at erobre den syndikalistiske Verdensbevægelse er grundigt tilbageslåede, og Vejen er jævnet for Arbejderklassens internationale Samling i Syndikalismens Tegn. John Andersson. Peter Krapotkin Tak! Fra vort norske Broderorgan Alarm's Ekspedition har vi som Støtte til vort Bladfond modtaget en Del aktuelle Pjecer („Den spanske Arbejderklasses revolutionære Kamp" og „Tysklands Arbejderklasse og Syndikalismen") til en Værdi af godt 100 Kr. Vi takker hjerteligst vore norske Kammerater for Gaven og opfordrer vore Læsere til at købe Pjecerne, saa det kærkomne Beløb kan blive frigjort. Den 9. Febr. er 4-Aarsdagen for den russiske Sociolog og Naturforsker Peter Krapotkins Død. Tusinder af Mennesker Verden over, vil fejre hans Minde i Taknemmelighed og Glæde over de rige Impulser, hans Værker er overstrømmende af, samtidig som de danner det sikre Grundlag for Forhaabninger-ne om en lysere Fremtid for Menneskeslægten. Og dog er Virkningerne af hans Livsarbejde kun i sit Begyndelsesstadie. Medens de fleste „Sandheder" ikke faar Lov til at blive staaende ret længe i vor rastløse og søgende Tidsalder, har de fleste af hans konstruktive Tan-om Samfundet uforandret eller befæstet Gyldighed, alt efter som vi naar til større Erfarenhed og Indsigt paa det sociale Omraade. _ü;_a£Qikin ei,,^«« jjodgjyie -Anju:-kismes Teoretiker. I sine Bøger „Gensidig Hjælp", „Haandens og Hjernens Arbejde", „Anarkisme og moderne Videnskab" m. fl. drager han i Felten mod Menneskenes sejge Dogmetro, og piller alskens Dogmer i Stykker, uden at forsøge at opstille nye saadanne, men'an-giver nye bøjelige Principper for en Betragtning af Samfundsudviklingen. Hvor andre socialistiske Tænkere opstiller bestemte og ufravigelige Former for det ideelle Samfund, nøjes Krapotkin med at angive dets Grundprinciper i Henhold til det gennemførlige efter vor nuværende sociale Viden og Erfarenhed, som aldrig bliver til nye Dogmer, idet han siger: „Vi forestiller os Samfundets Struktur som en Sag, der aldrig er konstitueret, men altid er fyldt af Liv og følgelig altid ændrer Form i Henhold til Øjeblikkets Behov." Mange af de Mennesker, som har deres Viden om Anarkismen fra et gammelt Leksikon, vil sikkert naa til en sympatisk Forstaaelse af Anarkismens saakaldte „lovløse" Tilstande, eller i hvert Fald være nødt til at rette betydeligt paa deres sociale Opfattelse efter at have læst Krapotkins Værker. Med sin Bog „Haandens og Hjernens Arbejde", har han ydet et værdifuldt praktisk Arbejde, ikke for Socialisterne alene, men for alle Venner af Fremskridt, idet han klart og tydeligt slaar fast paa videnskabeligt Grundlag, at Paa-standen om Overbefolkning er grebet ud af Luften, og at det tværtimod er en „underbefolket" Jord, vi lever paa, og han paaviser, underbygget med uangribelige Kendsgerninger, at der kan produceres Livsfornødenheder for et Mangefold af det Antal Mennesker, der nu lever. Dermed er al Snak om, at Naturen selv, ved manglende Ydeevne, lægger Hindringer i Vejen for et Samfund, der er baseret paa Velstand til alle, uigenkaldelig slaaet ned. Dette er kun en af hans mange fortjenstfulde Ydelser, der ikke kan skattes højt nok, da det jo er en første Betingelse for al Socialisme og Fremskridt. Krapotkin levede i Landflygtighed det meste af sin Tid og tilbragte mange Aar i Fængsler for sin Overbevisnings Skyld. I 1917 rejste han tilbage til Rusland, sikkert opfyldt af Forhaabninger om, at se nogle af sine Idealer realiserede gennem Revolutionen. Han døde i 1921 i Februar Maaned, og hvad han oplevede at se af Revolutionen under disse Aar har sikkert kun bragt ham bitter Skuffelse. Bolsjevismen blev det stik modsatte af det, han ønskede som Svar paa det Spørgsmaal han fremsætter i „Anarkisme og moderne Videnskab" saaledes: Hvilke Samfundsformer garantere for et vist Samfund og for Menneskeheden den største Sum af Lykke, og, følgelig af Livskraft? — Hvilke Samfundsformer tillader bedst denne Sum af Lykke at vokse og udvikle sig — d. v. s. tillader Lykken at blive mest fuldstændig og almindelig? — Men han har selv paa fyldestgørende Maade formet Svaret i sine Værker. Derfor er han mere levende for os nu, end nogensinde før, thi det er Peter Krapotkins rige Aand, der vil blive bestemmende for den kommende Udvikling i Menneskehedens Historie. .--. -Nu! Naar vi her i vort lille Land ser paa Verdensudviklingen gennem de senere Aar, faar vi et lille Indblik i det, der kan vente os i de Aar, som kommer; men samtidig maa man forundres over den Mangel paa Forstaaelse af det, der er sket, og den fuldstændige Sløvhed for, hvad der foregaar ude i Verden. Men se paa det, og I vil se den sorte Sky, der betyder Storm, ganske langsomt hæve sig paa Himlen, og 1 vil maaske begynde at tænke paa, hvilke Modtræk der skal gøres. Herhjemme har vi gennem flere Aar staaet og trampet paa samme Sted og kan ikke komme over det døde Punkt — der mangler noget til at hjælpe os over det; men dette noget ligger hos os selv. Vi skal selv Finde det frem og selv være med til at bruge det. Dette noget er „Solidaritetsfølelsen", som desværre har ligget gemt i længere Tid, men som maa frem igen, om vi vil vor egen og hele Menneskehedens Frigørelse, og ikke som det er i Dag, hvor hvert enkelt Individ kun tænker paa at bjerge for sig selv. Alle os, der har set, hvad Udviklingen bringer, maa da snart være ude over al denne Dyrkelse af egen Person og naa hen til det Stand- punkt. at skal der opnaas lige Leve-vilkanr for alle Mennesker, er der kun et, som duer — det er Fællesskabets Samfund. Men Tiden er kostbar, vi maa kke ligge i Dvale. Udviklingen gaar sin Gang, og inden vi véd af det, er Lavinen over os. Tænk paa Verdenskrigens Udbrud, den Gang gik de fleste Mennesker rundt i en salig Dumhed og troede ikke, der kunde blive Krig mere, takket være falske Profeter, der rendte deres Vej i Stedet for at samle Arbejderklassen til Kamp mod Kapitalismen, som var den virkelige Aarsag til Krigen. Ønsker I at staa ligesaa uforberedt, om det skulde ske i Dag, da er det haabløst at skrive for Eder; men vil I som tænkende Mennesker være med i Kampen for en retfærdig Samfundsorden, der er bygget paa Fællesskabets Grundlag, da er 1 med os. Vi vil det frie Fællesskabs Samfund, der kun kan opnaas gennem en Kamp mod ens eget egoistiske „Jeg", en Kamp mod enhver Personforherligelse, her gælder kun Individets Opofrelse for Fællesskabet. Men samtidig kræves der af os, at vi gør et mægtigt Arbejde for at samle os i en enig, stærk Kamporganisation og bliver enige om den Vej, vi skal gaa, og de Midler, vi skal bruge. Denne Vej — den eneste ud af Uføret — er den syndikalistiske. Derfor er vi Syndikalister og vil arbejde for at fa-a Arbejderklassen og andre, der vil vort Maal, \\\ at forstaa og benytte de syndikalistiske Metoder, som kan indstilles og bruges, efter som Forholdene kræver det. Og den syndikalistiske Bevægelse er vort Vaaben, det Vaaben, der til daglig kan bruges overalt paa vore Arbejdspladser, men som vi endnu ikke har lært at bruge, men det skal læres, og vi skal ved Brugen af dem, samtidig med at vi opdrager hinanden til Overtagelse af Jorden og Produktionsmidlerne, faa Staten til at ryste i sin Grundvold for tilsidst at faa den til fuldstændig at sprænges, og vi vil da selv overtage Kapitalismens Fallitbo. Og vid da det, at den Dag, der skal gøres op med det nuværende raadne Statsmaskineri, maa vi være parate, den Dag kræver Mænd, som vil den sociale Revolution, og for hvem Indførelse af et frit Fællesskabs Samfund er Maalet. L. H. Sangkoret „Ferrer". Dette Kor er kendt af de fleste revolutionere Arbejdere og har gennem Aarene smeldet sine Sange ud ved baade Møder og Mindefester og —likke at forglemme — naar vore Kammerater lukkedes ud af de kapitalistiske Fængsler. Gennem disse Linier gøres de Arbejdere, der interesserer sig for Sang opmærksom paa. at Koret har Brug for flere Stemmer, særlig Tenorer. Opmærksomheden henledes paa Annoncen paa 4. Side angaaende Korets Fastelavnsfest. O _Skaf „Solidaritet" en Abonnentl_ Undertegnede tegner herved Abonnement paa „Solidaritet" for Januar Kvartal 1925. Belebet 35 Øre ££ ^ Navn: Stilling: Adresse: