SOLIDARITET Organ for den syndikalistiske Arbejderbevægelse i Danmark. Tilsluttet Internationale Arbejder-Association (I. A. A.) Nr. 5 Maj 1925. 1. Aargang. FORAAR Ambulancen standser udenfor et Arbejderkompleks.--En Skare Smaabørn stirrer nysgerrigt efter Portørerne, som skubber deres Byrde, en sy« Kvinde, ind i Vognen, og bort gaar det gennem Snesjap og Pløre til Hospitalet — Efter den store Operation ligger hun stille og hviler saa dejligt i den kølige snehvide Seng — Livet, der kun holdes oppe af stimulerende Indsprøjtninger, vender langsomt tilbage og det tynde Blod pulserer roligere gennem Aarerne — Den lille Kvinde ligger saa stille, saa stille, men Tankerne arbejder febrilsk bag den hvide Pande — det er ligesom de trætte magre Fingre dirrer af Spænding og Lyst til at udføre noget nyttigt — Hvorledes mon det gaar derhjemme? Har Fa'er noget Arbejde? Faar Børnene Mad? Mon den Laaneseddel paa ürethes Foraarstøj blev fornyet? I Kredsløb gaar alle de mange Tanker. Helst sprang hun ud af Sengen og lige hjem for at arbejde, slide og slæbe. Ug her paa Hospitalet har hun det dog saa uendelig godt. Hvile —I I Besøgstiden kommer hendes store Pige, de taler ivrig sammen. Mo'er giver Raad, forklarer, giver Ordrer, dirigerer hele Hjemmet fra Sygesengen. Da Besøgstiden er forbi, falder hun sammen af dødelig Træthed.-- Det er Foraar! Alle de smaa Blomster udenfor Ho-spitalsmuren aabner deres Bægre og rækker deres Støvdragere som bitte smaa Alfehænder op mod den milde Majsol. Smaapigerne spiller med Nip-senaale og Drengene spiller Klink, de rusler med mange sære Armsving Janterne fra de lukkede Hænder højt op i Luften. Fuglesangen lyder som blide Akkorder af og til overdøvet af Sporvognenes Klemten og Bilernes hæse Tuden. Ekkoet af Dagens travle Liv. Mo'er kommer ud fra Hospitalet! Faeer og Grethe hænger ved hver sin Arm. Fuld af Glæde og Livsmod med lidt trætte Ben gaar det hjem til Slid og Slæb, Fattigdom og evig Spekulation og dog trods alt et forjættende Haab om bedre Tider.-- Hvilke etiske Værdier. Hvilken Livsdrift. Hvilket forjættende Haab ligger der ikke gemt i vor arbejdende Klasses Mænd og Kvinder: Den tapre lille Husmoder, der paa Grænsen mellem Liv og Død kun tænker paa Hjemmet, Tolvaarspigen, der Kør mere Nytte end ti Bourgeosida-mer Faderen der paa Trods af Lockout og Sultekrig bevarer Livsmodet "g føier Naturens mægtige Foraar i s'ne Aarer. Den Klasse behøver ikke at appellere til Samfundets Medlidenhed Bag Lockout-Skyer og Regnvejrs-byger af Mæglingsforslag straaler Majsolen. Engang vil Mosekonernes Bryg spre-des, Lygtemændene vil forsvinde i Majdagens lyse Skær, og da begynder først Arbejdernes Foraar i Danmark. Hvad har Du gjort for 1 • J • x i ? Solidaritetens Haand. 1. NAJ Her kommer fra Dybet den mørke Armé, og fordrer af Verden et Svar, skønt Dagningens Glimt; vor dryppende Le er ai aen Fane vi har. Vi vover en Kamp for vor nedtraadte Ret og løfter i Vejret paa Skændselens Brædt den Tusindaars-Laenke vi bar. Vi ejer paa Jorden knapt Trævl eller Traad kun denne vor skorpede Haand, til Menneøkekaar fik vi kummerligt Raad i Ørkenen vandrede vor Aand. Du Herre som højt gennem Samfundet red hen over de Rygge, du trykkede ned, nu smyger vi af dine Baand. KAMPEN Den af Arbejdskøberne gennem flere Aars Forberedelse skabte Situation er nu mundet ud i den aabne Kamp. Arbejdskøberne fandt Tiden muden til del store Fremstød og Lockouttromlen blev sat i Gang. Kæmpemæssige Anstrengelser blev der udfoldet fra det „officielle" Samfunds Side for at afværge Katastrofen, o g mange Arbejderorganisationer vedtog Forligsforslagene af Hensyn til „Samfundet" — Arbejdskøberne vedtog ogsaa Forliget — ja Tak, de havde sikret sig, at om bare et Forbund forkastede sin Del af Forslaget, vil alle de andre være bortfaldne, og saa burde man jo paa Forhaand vide, at Arbejdskøberne _ trods Hensynet til „Samfundet" _ dug vilde Krigen, de forberedte den jo ogsaa under Forligsbestræ-belserne, og medens Forhandlinger og Afstemninger stod paa, udstedte d'Hrr. fra Vestervold nye Lockoutvarsler — deres Hensigt var ikke til at misforstaa. Men Langkjær var ved at miste den offentlige Sympati, en meget stor Del af Pressen stod faktisk paa Arbejderklassens Side og vilde ikke kunne ændre Standpunkt, derfor blev Nummeret med Udsættelsen af Forligsbestræbeiserne 1 vet og lavet paa en saadan Maade, at det vilde blive Arbejderne, der skulde faa Skylden for Krigen, der vilde komme, og da Arbejdskøberne er de taktisk overlegne, lykkedes Nummeret, der blev givet alle de borgerlige Blade en Mulighed for at låve en ny „offentlig Mening", og det kan nok være, at de har brugt den, se blot det radikale Papir fra Raadhuspladsen, „Løgnens Hovedorgan", „Politiken". — Alle Arbejdskøbernes Spræl hjælper dem dog ikke meget. De har tabt deres Maal af Syne, den Dag Lockouttromlen slåp løs. De har tabt Slaget, allerede før Storlockouten traadte i Kraft, og de fortsætter nu kun Kampen for at faa den billigs! mulige Fred. Arbejdere, vor Stilling er ikke mere den at forsvare vor Klasse og vore Organisationer. Nej, Arbejdskøberne har løbet Storm og rokkede os ikke, nu maa vi gaa til Angreb. Vi kæmper ikke længere for at bevare vore Lønninger eller for at faa de 3 pCt., nu vil vi stille Krav, der kan opveje dc tunge Ofre, denne Kamp kræver af Arbejderklassen. Kræv en Normalarbejdsdag paa 7 Timer. Kræv Sommerferiesporgsmaalet løst. Kræv Bedriftsraadene gennemført og kræv Garantier mod, at Kapitalen gennem nye Prisstigninger atter stjæler vore Forbedringer fra os. Arbejdere, det var ikke os, der vilde denne Kamp, det var Arbejdskøberne, — disse har allerede lidt deres Nederlag, men lad os ikke standse nu, lad os sige: „Vel, I vilde Kamp for at knuse os, godt, saa slaar vi, til den ene bliver paa Valen. Kapitalisterne vil ikke vise os nogen Skaansel, lad os saa nu give dem en Spændetrøje paa, saa de ikke altfor snart skal styrte vore Hjem ud i Nød og Elendighed igen. Vi vil kræve af vore ledende Organisationer, at de fører Kampen igennem til det yderste, at dc udvider den til Generalstrejke, rettet mod „Samfundet" for at tvinge dette officielle Samfund til at stille sig paa vor Side, naar Forliget skal laves. Igen oplever Arbejderklassen en 1. Maj under Kapitalismens Aag. Naar man ser paa alt det Arbejde, som gennem Aarenes Løb er ofret, for at Arbejderne skulde befri sig fra det nuværende Samfund, ser alle de Ofre, som de enkelte Kammerater Verden over har bragt for Idéen — Socialismens skønne herlige Idé, den „Socialisme", som ikke er besudlet med Broderblod, den „Socialisme", som tolererer anderledes tænkende. Naar man ser alle disse Ofre, Fængsler, Forfølgelser, Landflygtighed og for en hel Masse Døden, da kan man mange Gange godt blive Pessimist; thi alt ser saa haabløst og trist ud. Paa trods af eller paa Grund af alle Ofre gaar vi endnu i Dag den samme trøstesløse Rundgang, vi er ikke kommen vort store herlige Maal: „Et frit Samfund" et Hanefjed nærmere. Men alligevel, naar vi \æn^er paa alle Ofrene, haaber og tror vi dog, at dem, som bragte disse OItc,-har efterladt sig en Sæd, som spirer og gror, selv om man ikke i Dag ser den, en Sæd, som en Dag vil slaa ud i fuld Blomst — Socialismen. Det er med os Mennesker som med Naturen. Naar Vaaren kommer med nyt Liv i den slumrende Natur, med nye, spirende Skud. Naar Solen smelter Isdækket, der som en knugende Mare har lagt sig over Moder-Jord, da faar ogsaa vi mere Begejstring, — Troen bliver større og stærkere, den hæver os op imod uanede Muligheder. Derfor er 1. Maj blevet valgt til Arbejdernes Dag, thi den varsler Vaarens Komme, naar Sædemanden skal ud og saa. Sædemanden kaster sine Frøkorn viden om; nogen bærer Frugt, andre ikke. Lad ogsaa os blive enige om, at vi vil sprede vor Sæd — Socialismens Sæd — viden om. Naar Høsten kommer, vil vi i Lighed med Høstmanden gaa ud og bringe Sommerens Frugter i Hus. Vor Frugt skal være: Socialismen! Nicolay. HVIS DU IKKE kan tale, saa kan den syndikalistiske Litteratur gøre det for dig. Hav den derfor altid paa Lager. Spred den. Hvad har Du gjort for Qolidaritet