Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Det er lidet hensynsfuldt af frøken Skabo
at tage ind i sit pensionat et saadant sygt
menneske, synes jeg.»
«Ja, jeg maa sige, dette var uheldigt —.»
Det var de tilslut alle enige om. Uheldigt
var det. Uheldigt for pensionatet og pensionatets
ry, uheldigt for pensionærerne. Det var ikke frit
for, at næsten alle pensionatets damer tog det for
et varsel, at det netop skulde hænde, medens de
var der. Ikke fjerdeparten af damerne mødte
den morgen op til frokost i det store, skumle
spiseværelse til gaarden, med den ubestemmelige
lugt af kogt kaal og nafta, af støv og smør og ny
maling. Og alle saa de med skræk paa en af
de fire brune døre, paa de tomme, graa vægge.
For der indenfor, der, — der var det.
Der inde laa den døde fru Hoch i sin seng.
Ansigtet var lidet og magert og usigelig fredeligt,
indrammet som det var af et hvidt
lommetørklæde, der var knyttet om hovedet for at holde
hagen oppe. Sengen stod med hovedgjerdet mod
væggen. Paa en stol henne ved vinduet sad en
ung dame med ansigtet skjult i hænderne og
stor-hulkede. Nede ved fodenden af sengen stod den
anden af døtrene, hun krammede den runde
knot paa sengestolpen med hænderne; det
vibrerede og trak i hendes ansigt, men hun græd ikke.
«Nei, Olga, det kan ikke være muligt, at
moder virkelig er død;» det var Malli, den
yngste, der talte; hun reiste sig fra vinduet og kom
hen til sengen, «moder, — moder, skal du aldrig, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
