Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
„STORK IIIMU.V. KN AK KKKHKKNK
Færoerne have Udseende al Fjelde eller store Klipper,
der ere satte lige ned i Havet. Lavlandet er meget
ubetydeligt, og paa enkelte Øer savnes det aldeles. En 0 ved
Navn Store Dimon horer til denne Glasse. Den eies af en
Bonde, som er istand til at fode saa mange Kreaturer, ar
han nyder en vis Anseelse; men ingen af Øens Indbyggere
kan forlade den uden Hjelp udefra. Øen helder nemlig
lodret ned i Havet paa alle Sider. Der gives derfor ingen
Baadehavn, men naar Bonden behover en Baad, for at komme
over til Handelspladsen Thorshavn, Staden paa Færoerne,
maa han telegraphere til den nærliggende Sando, det vil sige
heise et Signal, hvorpaa Baaden lægger ud, hvis Veiret
tillader det. Men ikke nok hermed. Den laveste Deel af Store
Di-mons Kyst rager omtrent 2’X) Fod lodret op af Havet. Udfor
denne Skrænt maae baade Personer og Gods hisses ned og op, til
og fra Baaden. Dette er naturligviis forbundet med ikke
saa faa Vanskeligheder, og Øens forrige Eier skal ogsaa ved
et saadant Tilfælde have sat Livet til. En Bost eller Vinter,
for nogle Aar siden, havde man et andet Ulykkestilfælde paa
denne O. Man pleiede nemlig at vedligeholde Ilden fra den
ene Dag til den anden paa den Maade, at man om Aftenen
lagde nogle Torv paa Gluderne og bedækkede dern paa
sædvanlig Maade med heed Aske; men en Nat hændtes det,
at Ilden gik ud. Der fandtes ingen Svovlstikker paa Øen
og en anden Maade at faae Ild paa kjendte de stakkels
Menneskerikke, saaat de maatte leve hele Vinteren uden Ild;
thi paa den Aarstid kunde ingen Baad lægge til ved Øen. For
at skjerme sig mod Vinterkulden, der dog aldrig er saa streng
paa disse Øer, da de ligge midt i Golfstrømmen, maatte Folkene
krybe saa tæt sammen, som de kunde, og da de ikke kunde
koge Mad, hvilket naturligviis var det værste at Alt, maatte
de leve af Mælk, tor Fisk og lignende Ting. Man kan
ikke undres over* at Vinteren paa denne Maade blev dem
noget lang.
Min Følgemand over Breiöamerkrsandr, der om
Morgenen og Formiddagen havde viist sig som en rask Fyr, havde
om Eftermiddagen, saavidt jeg kan tænke, gjort sig altfor
fortrolig med Brændevinshornet, og var derfor om Aftenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
