Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
11.
— ’„Troer Du, jeg drager bort med saa for-
noiet et Sind, som jeg kom med ? Jeg har
Intet mere — ingen Hustru, intet Barn, Ingen,
som kan ssrge for mine gamle Dage! endnu
et Kys — det er det sidste . . . Afsted l — Jeg stal
da aldrig see Dig mere, aldrig! — O, Gud I
vaag Du over mit Barn!"
Skuespillet Matrosen.
Det var lys Morgen, du Christian vaagnede ved
at herc sit Navn ncevne, han slug Oinene op. Peter
Wik stod foran ham, og bagved kjendte han Skittelfen
fra igaar. Ja, hans Fader var det. Hans Fader,
forn var ded.
„Det er mig," sagde Peter Wik, „og hvor Du
seer mig, der komme ingen Spogelser! Din Fader
er ikke ded, her har vi ham lys levende. Jeg turde
itte lade ham komme alene ind til Dig! Du er ingen
Helt, der stikker Skrcedderblod i Dig! Jeg beder om
Forludelse — !" sagde han til Skrcedderen og tog
hans Haand.
Faderen trykkede Sennen til sit Hjerte og grced,
som him Morgen, da de stiltes ad.
Ved Middagsbordet herte man ferst ret i Sam
menhceng Tingenes Gang i det Hele. Vescetningcn
ved de to Kanoner var virkelig faldet, som Commcm
deersergecmten havde strevet til Maria.
„ Ingen vidste," sagde Skrcedderen, „at jeg i
Trcengselen blev revet fra min Plads og presset up
imod en svensk Hest, der havde mistet sin Nytter ; jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
