Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mit Tusculum, af Olaf Marx
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den lange, smalle, vildromantiske Hallsjö kommer man til
Skov-fogedboligen »Ekebakken«.
Gudskelov er man her langt fra de udtraadte Turistveje
med sine »förste Klasses Hoteller med alle Nutidens
Bekvemme-ligheder« og kjoleklsedte Opvartere. Det smager meget bedre
her at tage Plads i den skyggefulde Veranda, modtage en Skaal
Maelk af Skovfogedhustruens Hoender og faa sig en Passiar om
Per og Poul, medens man spöger med Börnene. Og sai* tog
en af dem mig i Haanden og förte den fremmede Herre ud
til Fjeldets Kant, hvor den maegtige Sö Venern breder sig
for öjet.
Ved Fjeldets Fod skyller Söen sine sagte Dönninger op ad
det gule Sand og Solen spejler sig i det blanke Vand. Derovre
i Nordvest ligger det magre, stenede Dalsland, i Nord bag
Horisonten, hvor Luft og Hav forenes, ligger »Värmland, det sköna«
og i Nordöst Vestgötasletten med Kinnakullen i blaa Morgendie,
men lidt tilhöjre for vort Standpunkt strsekker sig et smalt
Nses i et Par Mils Lsengde ud i Söen. Midt paa Nsesset
sky-der Kirken sit slanke, sorte Spir med det forgyldte ’Kors op
over de mörke Skove. Hvor vi staa, begynder Stien, der förer
ned til Stranden. I hver en Revne voxe herlige Bregner
over-skygget af alle Slags Lövtraeer. Et Sted maa man passere en
Stige paa en Snes Trin.
Nede paa Stranden var der saa stille, intet levende Vsesen
at se end ikke en Fugl. Der hörtes allene Smaabölgernes
Skvul-pen mod Baadebroen. Her var saa fristende at tage Big et
Mor-genbad og det varede heller ikke laenge, för jeg laa derude og
plaskede.
Saa gik Marschen i det faste, vaade Sand eller hoppende
fra Klippe til Klippe, som Söen havde slidt flade. Jeg
n®r-löede mig Naesset og saa en Tomaster ligge helt inde ved Land
for at laste Mursten og gik saa en halv Times Tid gjennem
Skov og Marker ud til Landets anden Side, hvei det beskylles
af en Vig af Venern ved Navn Dettern. Her löber den eneste
Kjörevej, der fra Stationen langs Bjergets Fod förer ud i denne
lille Verden for sig selv, snart langs Vandet med henrivende
Udsigt snart gjennem Skovstrsekninger og förer forbi Kirken,
nogle smagfuldt byggede Gaarde og 2 Godsers imponerende
Hoved bygn in ger. De sidste med de store Skove have vseret i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
