Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
lighed, hvis du gaar din Vej uden at se, hvem
denne paatrængende Herre er, der bliver ved
med at staa der og ruge over dig, unddrager du
dig en ubehagelig Situation, det afhænger kun
af dig selv.
Saa vendte hun sig om, trodsende sig til at
gøre netop det, som hun vilde forbyde sig selv.
Det var ham, og hun havde anet det, saalænge
hun havde staaet og mærket hans Nærhed.
Hun kunde endnu lade som om hun ikke havde
set ham, men mod sin Vilje saa hun igen til
Siden, og det var umuligt at gaa nu uden at hilse.
Deres Øjne mødtes, og hun følte igen denne
dybe Sitren, som da hun første Gang mødte
hans Blik, noget dybt og godt der betog hende.
Igen et hemmelighedsfuldt hviskende Instinkt,
der vilde have hende til at gaa, og saa hendes
Vilje der reagerede og fik Stemmen til at tie.
Og hun vidste af Erfaring, at hun altid
gjorde sig selv en Smerte, naar hun gik imod
sine egne Instinkter.
«Endelig en Gang træffer jeg Dem» sagde
han med denne bløde inderlige Stemme, der
altid lød saa følt, med en intim Klang der gav
hvert Ord et stærkt Tonerelief–«jeg var lige
ved at tro, at De var bortrejst.»
Hun hilste paa en Herre, det var hende
umuligt at komme et Skridt videre.
«Min Bror fortalte mig forleden, at han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
