Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
«Men De anklager Dem ligesom bestandig
selv — De véd vist slet ikke, hvor stræng De er».
Han bøjede Hovedet.
«Det er kun overfor Dem».
«Hvorfor netop overfor mig?» spurgte hun
næppe hørligt.
«De kan forstaa mig, det kan de andre ikke».
Skulde hun tale moralsk med ham? Hun
vidste jo slet ikke hvor og hvordan han var i
Øjeblikket. Han elskede ligesom at optræde
in-cognito, og naar han satte sig selv saa lavt, saa
var det vist kun, fordi hendes mildnende
Indsigelser gjorde ham godt.
«Til Dem, synes jeg, at jeg roligt kan sige
alt» sagde han inderligt.
«Men jeg kan ikke lide. at Mennesker giver
sig selv helt til Pris, der er Ting som man kun
har Lov til at betro sig selv, og det er urigtigt,
Hr. Holten, at De betror mig saa meget, som
De maaske senere hen vil komme til at fortryde».
Han blev tavs over Irettesættelsen.
«Men det er jo kun overfor Dem — aldrig
overfor andre».
Hun kom til at tænke paa det sidste Brev
og dets umulige Tilstaaelser og følte sig igen
saaret over hans Uforbeholdenhed.
De var kommen helt ud til Grønningen,
Mørket lagde sig om dem, de gik over mellem
Træerne, langsomt henimod Bredgade.
Naar de kom hen til Kiosken, vilde hun sige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
