Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
fra den acaderaUkê Yerdeas Midte, fra dem, der tiåre aandeligt Ktt?d
og aandelige Studier tilfælles med dem. Dog, denne Hilsen Tar
ikke den eneste. Dengang da Kysten ved Danmarks Hovedstad Tar
bedækket med Tusinder, livi* Blikke fulgte de fremskridende
Bog*-stötter paa Öresund, iler bebudede allt nærmere og nærmere de længe
Forrentede* Ankomist, — da det svenske og det norske Flag gled
ind mod den dunske Kyst, og de hilsende Jubel raab fra Skib og Kyst
mödtes og slog sammen med Bölgernes Klang, -r- da ror Høredstads
Befolkning rar sammentrængt i de Gader, gjennem hvilke det
böiti-delige Tog skulde skride frem, og Rækkerne af Yngling!?,, dansk og
norsk og svensk Arni i Arm, ined Möie fandt Vei mellem Tusinder
og atter Tusinder af Mænd og Qvinde*, Unge og Gamle: i Sandhed,
det rar en Hilsen, et Velkommen saa fuldt og saa festligt, som det
&un bringes der, bror det cjvælder frem fra et helt Folks inderste
Sjæledyb. Det Tar et af de mægtige Momenter i Livet, hvis Veltar
lenhed griber selv" den, der gjerne væbnede sig imod den, og bringer
hre-r Indsigelse, hver- Mistvivl til at forstumme* Mod dette veltalende
Sprog er Ordet fattigt og klanglöst; og dog trænger det till Ordet«
Hjælp, for at det kan blive nærmere tydet og tolket, hvad der
ligger i Hilsenen, der bragtes. Det er et saadant Ord, der skäl lyde
hert paa et Samfunds Vegne, der aldrig med freidigt re Bevidsthed
kom sit Navn ihu, end i disse Dage, — paa Borgeres Vegne, der
slutte sig til den academiske Ungdom, her mellem Skor og Strand,
i Omgivelser, der drage os Fædrenes Viis i Minde. Thi af denne
Frihed til at samles i Stad og Land pan folkelig Viis, til at lade
OrdelJ^ lyde om folkelige Anliggender, som drt egner sig fribaarné
Borgere,. — af denne Frihed, takket være Gud! har den
skandinaviske Mand vidst at bevare noget Mere, end det paa mange andre
Steder er lykkedes.
Og naar hver den, brem Ordet er givet i disse Timer, foler sig
•—Manden saavelsom Ynglingen — gjciwiemstrOmmet af Ilöitiden»
Magt, da er det, fordi her gives et Ord, som ikke staaer al elie for
sig, uden Livets Virkelighed og Virkelighedens Betydning. Thi dette
Slags Ord, hvor der construeres i Tatikeu og prophetcres uden
Fodfæste, hvor der tales i stærke Toner uden Alvor og Kraft til a,t
handle, hvor der takkes og lovprises nden skjellig Grund, loves og
forjættes uden Opfyldelse, —• er kun overvældende for Livet, qvæle*
og dæmper Væxten af den sunde og kraftige Spire Men Ordet, de-r
ffires i denne Kreds, bar en Gjerning, en levrnde Virkelighed at
stötte sig til. Det er Gjerning, det er blevet til vitterlig
Virkelighed i vor Tid, at de nordiske Folk ere vaagnede op af -den gjiiglende
Dröm, at Selvstændigheden skulde bevares, ved at drive den Isole- ’
ring, der er given disse Folk ved den naturlige Beliggenhed, endnu
videre; dertil, at de «g*aa iselerte sig fra hinanden indbyrdes;■ —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
