Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Malmø og Lund.
Tirsdag den 10de, Onsdag den llte.
Ver laae de Side om Side de tre Dampere, som havde bragt de tre Nationers Udsendinge til det første Mødested i den nordiske Congres. Mellem hilsende Rækker drager den lystige Flok ind i det gamle Malmø. De Volde, der have været Vidne til saamangen en Dyst, ere ikke mere; Kong Christierns Banner maatte synke, og de Borgere, hvis trofaste Forsvar for den folkelige Konge var en Hæder for ham, som en Hæder for dem, maatte see den mægtige Stad langsomt synke og synke, indtil nye Tiders Foretagelsesaand atter har bragt den i fremadskridende Gang. De dundrende Kartovers Stade er blevet til skyggefulde Spadseregange, men endnu synger dog hver Draabe i de stille flydende Grave en Mindesang om fordums Tiders Tordenbrag. Og en anden Vise om gammel Tid taler til de Indtogende; Hansetidens Handelsvælde, Klostertiden med Billeder af Madonna og Helgener, Reformationens lykkelige Aar, da Malmø stod fremmest mellem den nye Åands Fanebærere — om alt Dette minder Mangt og Meget, og for Enhver falder det i Øinene, naar man fra Havnen træder ind i Byens Udkant og betragter de første Huse; thi strax springer frem mellem yngre Sødskende hin Bygning med takkede Gavle og Billeder i Murens Nicher, ærværdig ved sit Udseende, dobbelt ærværdig som Bolig for Jørgen Kock, Stadens Borgemester, dengangKlaus Mortensen Tøndebinder prædikede, saa Kierkerne jagede ham ud paa Engene udenfor, indtil Borgerne tvang Geistligheden til at overlade den ulærde Mand en Kirke indenfor Murene. Men mægtigst hæver sig gamle Tiders Minde i Slottet strax søndenfor Byen. Under al Indtogets Lystighed vender vel mangt et Øie sig med Alvor til »Malmøhuus«, der stedse troner paa samme Plads, som for Aarhundreder siden; ikke endnu faldefærdigt eller brøstfældigt, men dog som en Kæmpe, der forlængst har levet sin Tid ud og nu kun fortæller de unge Slægter om fremfarne Dage. Det staaer sig med Malmøhuus ikke stort bedre end med Calmar Slot; paa nær Haand ere de lidet seeværdige; men i Afstand tage de sig ud og frembringelevende Indtryk, ikke blot i Naturens landskab, men ogsaa for det aandelige Øies vidtrækkende Syn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
