Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fru Elise Maiman hadde levd sin barndom og
ungdom i en liten vestlandsby.
Ytterst mot verden laa havet — fra kollen bak byen
kunde en se det længst ute som en dypblaa strime; saa
kom fjeldvæggen, saa kom fjorden, saa kom Vikstrand
og saa kom den store gamle embedsgaarden — skilt fra
gaten ved haven, men ikke mer gjemt end at folk bak
frugttrærne kunde skimte den lange vindusraden. Hvis
nogen drog fra verden over havet over fjeldene over
fjorden til byen, kunde de inderst inde og midt i finde
hende og hendes mor og hendes far — det var
barndommen igjennem Elise Gerhardines tanke om
fødebyens topografi.
Av Vikstrands femten hundrede mennesker var hendes
far den fornemste herre og hendes mor den sykeste
dame; av byens hvite hus var hendes hjem det hviteste
og største. Naar hun gik paa gaten og holdt sin far i
haanden, tok alle mænd hatten av. Om kvelden før hun
sovnet ropte det utenfor haven: «Vækter i ho, klokken
er slagen ti, vinden er stille.» Vækteren passer byen,
mens papa sover, tænkte hun.
Amtmandsgaarden hadde en række værelser. En
suite, sa hendes far. — I det sidste rummet mot vest
bodde moren. Somme dage var vaakekonen i byen hos
hende; da var døren til hjørnestuen Iaast. Andre dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
