Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
Give Gud i himmerige,
at vi alle, hvor vi er,
aldrig lade os besvige
udaf kjødeligt begjær...
Langsomt, fastheftet ved linjens sidste ord, bar
kvinderøster salmen frem. Like ved lød fru Maimans og
Veronicas, høie og lyse, saa like i klangen at de
sommetider blev som én....
Veronica sang med løftet ansigt og halvlukkede øine
— hun kunde versene utenad... Da de gik hjemmefra,
hadde moren sagt: Han gir sig hen... Det blev
fortalt om denne presten at gud hadde kaldt ham, paa et
bestemt klokkeslæt. Likesom søster Klara, tænkte
hun —
. . . Om for syndens skyld vi lide,
deraf roses ingen mand,
men naar folk uskyldig bide
os med deres sladretand,
det stor naade er hos Gud.
O min sjæl hold da kun ud,
lid og bi med alle fromme,
strid din tid, Gud skal vel komme! . . .
Veronica knuget salmeboken mellem hænderne. Og
hun bøide sig litt frem og tænkte: «Gud hjælp mig,
hjælp mig saa jeg kan faa kraft til at gi mig selv
aldeles hen.»
Fru Maiman reiste sig halvt fra bænken, øinene blev
mørke av spænding, og den bleke, lyserøde munden
stod litt aapen. — «Der er han,» hvisket hun og rørte
Veronicas arm.
Den unge høie presten stod foran alteret. Han vendte
)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
