Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
alle morens ord, og for hvert utbrud sved det vondt i
hjertet. Men hele tiden stod hun og tænkte at det som
skedde nu, det maatte ske. Og da søster Klara satte
den krøllete kappen paa sig og knyttet den sorte
dæks-kappen utenpaa den og tok skulderslaget over sig og
kysset baade hende og moren til farvel, visste hun det
som vilde komme. Alting kunde ikke bli godt igjen —
hun kunde ikke komme paa andre tanker, som søster
Klara sa... Hun skulde lukke gangdøren efter hende
og gaa ind til moren igjen og sitte ved siden av hende
og høre hende spørre og prøve at svare ... Saa skulde
de klæ av sig og lægge sig uten at snakke til
hverandre. Saa skulde hun ligge og høre moren graate borte
i den andre sengen...
Selv graat hun ikke. Hun var tør og brændende
varm i øinene og ansigtet. Et steds indi hende sa det
med en gammel, kortpusten røst: Din fader var en ærlig
person — det var ikke juks i ham. —
Nogen dage senere, hun stod i rulleboden i kjælderen
og trak tøi, kom moren ned til hende. Først ordnet hun
litt ved de halvtørre serviettene, som laa paa bænken,
saa sa hun uten at løfte de svulne røde øienlokkene —
«Fanny Delmar er oppe — jeg sa jeg visste ikke
om du vilde —.»
«Fanny...» sa Veronica. Mens hun tørket fingrene
i forklæet, sprang hun de bratte baktrappene op til
lejligheden. Veninden stod midt paa stuegulvet — hun
tok hende haardt om halsen med de spæde, myke
armene —.
«Du kvæler mig, du struper mig,» Fanny lo og
gnusset den faste kinden sin imot Veronicas — «og jeg,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
