Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
«Nu slokner hun,» sa hun — men hun hvisket det
for ikke at fornærme den nærtagne jentungen. Litt efter
gik hun ut for at faa sig kaffe.
Veronica reiste sig og stod ved hodegjærdet.
Aande-drættet kom saa svakt nu at hun knapt kunde høre det.
Munden var litt aapen — de graa haarene gjemte
overlæben lik et fint lav. Hun bøide sig og kysset for første
gang de stumme læbene — Og hun syntes hun merket
noget —
«Hører du mig, tante Mai?» brøt hun ut — «det er
mig, Veronica, det er mig, Veronica —»
Dragene i det store graa ansigtet blev med ett
underlig levende, som et mildt lys brast noget frem over dem
... i næste øieblik var panden og kindene og næsen
dækket av store draaper, lik dug. —
I mange dage efter grandtantens død drev hun i
skumringen utenfor stiftelsen og saa op til det tomme
vinduet, hvor gardinet var tat bort, og mørket stod
bakom ruten. For første gang strævde hun med at fatte
det ufattelige, at et menneske, som levde og rørte sig
for en liten stund siden, ikke er mer — for første gang
stred hun med at bøte det ubotelige, gjøre om igjen det
gjorte, leve det som er forbi. —
Da hun fik vite, at hun hadde arvet to hundrede
kroner besluttet hun at bruke dem til at lære noget saa hun
kunde bli noget. — Siden den dagen hun hentet
av-gangsbeviset sit paa eksamensfesten, hadde hun aldrig
tænkt paa skolefagene i sammenhæng med livet. Naar
hun nu prøvde samle det hun visste, gik tankene til
kartet i klasseværelset, hvor landene og verdensdelene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
