Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
min ven,» svarte Vargen — «byd folket den føde det
trænger, og det æter.»
«Ja — sig selv til dom —» Augustin Vargen dreide
stolen og satte sig. Veronica kunde se profilen hans
mot stuens lyse tapet. «— En Kristus avlet av mand,
farvet av sin tid, med kjønnets begjær ... en synder
som jeg selv —» Ansigtet blev graat — «Da kunde
jeg i sandhet si med Job: Til grunde gaa den dag,
paa hvilken jeg blev født, og den nat som sa: en dreng
er undfangen.»
Sogneprest Vargen stanset foran ham.
«Hvad Jesu syndefrihet angaar, kan du maaske
indrømme at du neppe er sikret, om du holder Josef
utenfor, Augustin. Selv ikke katolikernes dogme om Marias
ubesmittede undfangelse sikrer hende mot morsblodet.
Vi kommer ikke forbi kvinden.» Han kremtet skarpt.
Augustin tidde et øieblik. Saa tok han om begge
stolens armer, lænet sig forover og sa:
«Kvinden — gjennemsnitskvinden som Maria,
ribbennaturen — har selv i den jordiske slegts forplantning
aldrig hat betydning uten som middel. Skulde vi da
kunne tænke os at den ringeste del av Marias jordiske
natur, hvem den høieste kraft hadde overskygget, evnet
at naa guds søn? I evangeliehistorikeren Lukas’
beretning ...»
Veronica lukket øinene og hvilte hodet mot sofaens
høie, stoppede ryg. Nu blev Augustins røst roligere —
ordene la sig nærmere til hverandre —, og de andre
lydene i stuen: knirkingen i sogneprestens støvler, fru
Vargens korte aandedræt og de smaa smeldene fra
guttens bladdring i skolebøkerne, smeltet sammen til én
støi. i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
