Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
undring og saa ut over jordet: «Imorgen kan vi kjøre
ind.»
«Hvorfor saa du saa rart paa mig, Augustin?» spurte
hun og la haanden ind under hans.
«Jeg tænkte paa ... Hvor gammel er du, Veronica?»
spurte han, — «hvor gammel var det du sa du var?»
«To og tyve» — hun saa forundret paa ham og
mistet næsten røsten — og med ett la hun hodet ind
imot hain og hvisket: «Augustin, vi faar et litet barn.»
Han rørte sig ikke. Og hun lukket øinene, tat av
svimmelhet. De hørte Vanda skrike oppe ved huset —
og hørte en kjell fløite nede i fjæren. Det var ingen
vind, og krydderlugt av høi og kvae fyldte luften.
«Kanske jeg faar det paa min fødselsdag, den fjerde
februar,» hvisket hun.
Han rørte sig, men lempelig, som for ikke at bry
hende; og haanden hendes fulgte ham litt og gled
nedover frakken hans.
«Er du kjed for det, Augustin?» spurte hun. Hun saa
han var blit saa blek at det hvitnet i de dype furene
om mundviken.
«Guds vilje faar ske,» sa han — «men jeg staar i
meget — jeg har meget at...» han endte ikke
sætningen, men rakte ut haanden for at hjælpe hende. Og
øinene hans blev dunkle som i stor bevægelse eller
smerte.
Hun rødmet, — at han gav hende haanden, at han
hjalp hende op, det stadfæstet det som var sked med
hende; hun var myk av glæde i røsten da hun spurte:
«Blev du forundret, Augustin?»
Han saa fort paa hende, med den undringen han av
og til fik i øinene, naar hun snakket til ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
