Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
299
«Ja,» sa Vargen. Efter maten hentet han selv
dukken, bøide sig og kysset barnet paa øinene. —
Ved syvtiden om kvelden blev Veronica og søster
Lisbet alene; Vargen hadde bibeltime i sakristiet med
konfirmanter fra fjoraaret.
«Sognepresten slipper ikke sine,» sa diakonissen, da
de hadde hørt gangdøren bli slaat i efter ham som gik
— «han bevarer dem fra fælden verden stiller op for
dem, og for deres snarer som øver uret...»
Veronica svarte ikke. Hun drev paa længden som
laa paa gulvet fra dør til dør. De hadde ikke tændt
hængelampen endda; gjennem trækhullet paa ovnen
lekte en liten ustadig lysning over rutene i filleteppet —
snart hentet den frem en grøn, snart en brun rute ...
Hun strøk dem med taaspidsen mens hun gik — grønt
græs, vissent løv, grønt græs, vissent løv, tænkte hun
— nu er han snart ved kirken ... Fra soveværelset
hørte de Perla synge, om søndagskvelden fik barnet ha
nogen hos sig til hun sovnet.
«De gaar saa fortænkt, fru Vargen. Vi tænker kanske
paa det samme, paa dagens præken. Det vil komme
en opfordring til sognepresten om at trykke den i
Amtstidende. Fra «Flere».
«Jeg gik og tænkte paa om det gaar an at vende en
prestekjole,» sa Veronica og lo klart og lavt. — «Men
saant behøver aldrig De at tænke paa, søster.»
Hvor stille det blev . ..
«Ikonn gekk i engi og slo
høirde du inkje det snørde?
Skjæra bredde, kraaka dro,
vesle kattepus han kørde»
sang Perla.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
