Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men der kom nok ingen huldre,
og i gluggen ei et fjæs,
ikke mindste lyden hørtes,
alt var saa forladt og stille.
Rart det var om ei derinde
skulde findes spor af folk,
tænkte Guclbrand;
og han lettede paa klinken.
Tommetykt laa støv og rusk.
Spindelvæv i sorte folder
hang omkring fra tag og vægger,
dækked halvt en brusten bue
og en gammel fillet trøie,
muggen gjennemædt af møl.
Midt paa jaren stod en gammel
halv forirret kobberkjedel,
raadne nøster, spindetene,
og en hel del andre saker,
laa omkring paa bord og bænker.
Fælt var alt som øiet mødte,
værst var dog den kvalme lugten
som fra hundre tusen aar.
Op til loftet stod en stige,
sprukken ledeløs af alder.
Gudbrand maatte op og se.
Herregud saa stigen jamr ed,
knark og sutred for hvert trin,
som han Gudbrand tog forsigtig.
Huttetu — hvad han fik se
fik hans tænder til at skrangle! —
Fast i væggen stod der senger
tømret helt af svære bjælker,
seng for seng der laa en benrad
gren og gabte i en vrimmel —
ja i tusendvis af mus!
Neppe saa de Gudbrands hode,
førend hele musemyldren
gøiv omkring ham som en røg
ned igjennem stigehullet.
Javist kvak han — det er greit,
sligt kan hænde selv den bedste,
men det vared ikke længe.
Siden var han høit og lavt,
og rodet om i alle kroker.
Og han fandt at gaarden var
mere værd end bjørnepelsen.
Ind i bjælkevæggen hug han
med sin haandøks, navn og mærke.
Naar en først har lykken med sig
slumper resten af sig selv,
det er sikkert som en spiker.
Og saa gik det ogsaa Gudbrand.
Da han skulde hjem igjen,
gik han lige efter næsen
tvært igjennem vilde skogen,
indtil han saa røg af huser.
Træ for træ, han blinked veien
for at finde let tilbage.
Og saa drog han op igjen,
ryddet skog og gamle marker,
spjælket op den gamle gaarden,
saa den fik sin glans igjen.
Men dens navn, det vidste ingen. —
„Den var dørje fuld af mus
da jeg fandt den," sa han Gudbrand.
„Derfor skal den hede Musstad."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
