Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forord og Indledning - Æmnets Betydning med Hensyn til den nærværende politiske Situation. Gustav IV’s Frieri i St. Petersborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de russiske Kanoner udenfor Stockholms Porte. Hvorledes
dette gik til, vil den følgende Fortælling vise.
Kjøbenhavn, November 1864.
Oversætteren.
helt tørt, at han ikke skrev under, samt trak sig, for at undgaa alt
Overhæng, sluttelig ene tilbage til sit Værelse, hvor han laasede
sig inde. Regenten havde man set samtale et Øjeblik afsides med
Kongen; han havde endog tilsyneladende trængt paa ham, at han
skulde give efter; men man veed ikke, hvordan han egentlig bar
sig ad ved denne Lejlighed. Klokken var 10 om Aftenen, og
Katharina og Hoffet ventede endnu. Man var nødt til at melde dem
den skrækkelige Nyhed. Zubof traadte ind i Salen med et blegt
og sønderknust Ansigt og hviskede Kejserinden nogle Ord i Øret.
Katharina stod pludselig op, forsøgte at tale, men besvimede. Lidt
efter kunde hun staa op og gaa, og man gav Hoffet Lov til at
fjerne sig under Paaskud af, at Gustav pludselig havde følt sig
upasselig. Da Sandheden kom ud, kunde man ikke noksom undre
sig over denne lille svenske Konges Dumdristighed, eller vredes
over hans Frækhed. Alexandra var den Eneste, som viste en
oprigtig Smerte; hun flød hen i Taarer og var i flere Dage
overvældet af Sorg.
Katharina svandt hen efter at have lidt denne offentlige
Forhaanelse. Man saa hende søge Ensomhed og stundom stænge sig
inde næsten ganske alene i sit tauriske Palads. Hendes Vattersot
tog til Dag for Dag. Forgjæves forvandlede Smigrerne deres Trapper
til jævne tæppelagte Opgange, for at hun kunde komme til deres
Fester; forgjæves vilde Sørøveren Lambro-Cazioni, der havde været
hendes Hofnar, nu være hendes Læge og hentede selv Søvand for
hver Aften at skaffe hende et koldt og salt Fodbad; disse
afmægtige Smigrerier formaaede ikke Noget mod hendes krænkede Følelse.
Den Tvang, hun paalagde sig for at skjule sit Onde, gjorde det
endnu værre; kun nogle Uheld, som Franskmændene led i Tydskland,
bragte hende endnu en Smule Trøst. Den 5te Novbr. samme Aar,
efter to Maaneders Lidelser, blev hun rammet af et Slagtilfælde;
man fandt hende ligge bevidstløs i en Korridor tæt ved hendes
Alkove; hun levede endnu 37 Timer i en Slags Dvale; endelig
henimod Aften, efter en skrækkelig Rallen, udstødte hun pludselig
et stærkt Skrig, som udbredte Rædsel i hele Paladset, og
udaandede derpaa. Czarinden havde bødet med sit Liv for sine
fordærvelige Rænker, og den unge Gustav IV havde, uden at ville
det, hævnet sin Fader og sit Fædreland.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
