Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verden, o verden,
Hvi frister du mig,
End under haarene hvide ?
Og i dødssalmen
At sige verden ret farvel
bekjender han med en inderlighed, som er gjennem personlig:
Ved støvet hænger end min sjæl,
Og ormen hider i dens hæl,
STcjønt du dens hoved knuste.
H. Brun fortæller i Grundtvigs levnetsløb: en datter af
hans ven Gunni Busck boed efter sin fars død i længere tid i
Grundtvigs hus. En dag — det var i 1869 — spurgte hun
den gamle: „Frygter du døden?" — „Frygter den gjør jeg
just ikke", sa biskopen, „men", føied han til med stort alvor,
idet han saa paa hende — „det er en fiende".
Dette syn paa døden: det dybe alvor, som ikke vilde
tillade nogen falsk overlegenhed overfor menneskeslegtens sidste
fiende, hvor sikker han end var paa Jesu seier, hvor urokkeligt
end hans haab var om livets seier over døden, det præger ogsaa
hans sidste salme — den er fra selve dødsaaret 1872:
Gammel nok jeg nu er blevet
mellem vuggen min og grav,
nu jeg staar ved falderebet
ved det store vide hav,
hvor magneten er Gudsordet,
og Guds Aand, staar selv ved roret.
Stormene er frygtelige,
stille staar her mandevid,
nærmest er de dødes rige,
nemt det er at stævne did;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
