Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FRANZÉN.
245
Gang. * Og i talrige skønne Gravsange tegnes Døden,
ikke som den mejende »Dødens Engel, men som
Aftenen, der klædt i Stjernemantlen stille sænker sig
fra Himlen ned til den Syges Seng, medens en Engel
tyst lægger Haanden paa det lidende Bryst og bringer
evig Fred og Helsen, — som Fredens Engel, der raaber:
kom! og vender Livets blege Fakkel om, »saa glad jeg
far’ den tyste Færd — jeg er saa træt, saa mæt af
Verden,« — endelig som den store Favn, der rummer
alle: »Da, er Dagen gavmild — eller karrig vorden, —
skal os Kvælden’ samle — blid og stjernelys. —
Rummet rummer alle — hos vor Moder Jorden, — Rummet
rummer alle — i vor Faders Hus.« —
Skønt baade Wallins Prækener og Salmer er bundne
i Didaktik og Retorik som det 18de Aarhundrede, og
hverken de Gemyttets Kilder endnu springer her eller
det fri Fantasiliv rør sig, som Romantiken skal aabne,
er der dog i dem anslaaet magtfulde Toner af sædelig
Patos og religiøs Højtid, som viste langt udover det
forrige Aarhundrede og var med om at ringe det ny
ind i Sverig.
XVIII. FRANZÉN.
Franzén, Wallin og Tegnér — de følte sig og
foltes af Samtiden i Tierne og Tyverne som et
Kløverblad. De stod midt imellem de Gamle og de
fremstormende Romantikere, — man hakkede fra begge
Sider nu og da til dem, men de støttede hverandre og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
