Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 7 - L. Dietrichson: Til erindring om Camilla Collett. Foredrag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
404
TIL ERINDRING OM CAMILLA COLLETT.
sit höieste Værd ved det Lys, den kaster over hendes egen Udvikling. Mellem
disse sterke Mænd, under disse voldsomme Kämpe, som man mere almer end
ser beskrevne i Bogen, har hendes Væsen faaet denne forunderlige Blanding
af kvindelig Sky og mandlig — nei, hvorfor saa? — og kvindelig Styrke;
thi denne Styrke er netop en Kvindes og har sit Værd netop som saadan.
Det er alle Kvinders Sag, denne Bog förer, idet den skildrer os en
höitbega-vet Kvindes Liv og Lidelser, hendes Ensomhed, den dybe Misforstaaelse, der
omgiver hende, og som væbner hende mod den skrigende Uretfærdighed,
under hvilken den tænkende og fölende Kvinde lider, naar hun er kaldet til
at opfylde en Livsopgave, der gaar ud over den sædvanlige, saavelsom naar
hun krymper sig sammen under den daglige Gjerning, saasnart denne ikke
helt kan udfylde hendes Interesser. Heri ligger ingen Undervurderen af
Kvin-dens egentlige Kald, ingen Miskjendelse af den Bestemmelse, hun har faaet i
Livet ved Mandens Side. Forfatterinden udtaler det i sit næste Verk, »Sidste
Blade», med straalende Blik, naar hun udbryder: »Hvor let at lystre en ædel
Månd!» Kun maa man sige, at mellem en ædel Månd og en brav Hustru
kan der aldrig blive Tale om at »lystre» — kun om en fri Indordnen i
hin-andens Interesser.
I 3 Bind udgav hun fra 1868—1873 disse »Sidste Blade», der endelig
bringer hendes positive Anskuelser i Kvindespörgsmaalet. Ogsaa her gaar hun
trinvis frem, nærmer sig Maalet Skridt for Skridt — eller om man vil som en
Hög, der kredser omkring sit Bytte, för den slaar ned: Först opfordrer hun
Kvinderne til at samle og fremlægge alle Dokumenter i Sägen: »Manden
contra Kvinden», og saa giver hun selv en Række vægtige Bidrag til denne uhyre
Dokumentpakke. Lad os se lidt paa denne tykke Pakke — den er ikke
uinteressant, som tykke Pakker pleier at være — tvertimod. Som sa^t er
förste Række af »Sidste Blade» kun Rejseskildringer. Man læser dem ganske
sorglöst — man ser ikke Braadden, men naar man har læst den tilende,
mær-ker man pludselig, at man har faaet et bestemt Syn paa den Sag, vi kalde
Kvindesagen, har faaet Forfatterindens Syn paa den. Hvorledes? Gjennem
hele Bogens Aand og Tone. Hun skriver en Indledning, en Dedication til
en Veninde, og hun faar Anledning til en glimrende Fremstilling af Forfatteres
og — nu er hun der — Forfatter i n d e r s Kaar under vore smaa Forholde;
hun er sig sin Stilling fuldt bevidst: »Der burde gaa femti Aar hen, inden en
Forfatterinde viste sig paa Scenen. De, der forinden dukke op, ville föle sig
enlige, afmægtige, ikke sluttet til Rækkerne (de mandlige), ikke kaldet til et
Fremad med dem, naar Raabet lyder for at dele Faren og Æren. Som
Forposter ville de regne sig, vaagende, spejdende, ventende, rede til at fälde, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
