Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - Brødrene Karamasov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brødrene Karamasov 121
Men han eier intet tungsind, ingen ugidelig*
lighed, han er en Karamasov, han vil tømme
livets bæger til bunden til trods eller netop
fordi han forhærder sig i fornegtelsen af dets
mening.
I Histoire d’un crime citerer Victor Hugo
en ytring af sig selv i en natlig samtale med
Jerome Bonaparte under decemberstatskupet
i 1851 : Jeg vilde ikke dvæbe et barn for at
frelse et folk. Bonaparte indvender: Cato
vilde gjøre det. Og Hugo siger: Men Jesus
vilde ikke. Jeg skulde tro, at ytringens ufor*
lignelige epigrammatiske prægnans har beva*
ret den i den russiske digters erindring. Hi*
stoire d’un crime var en ny bog, da han ar*
beidede paa «Brødrene Karamasov», og hele
tyngden af Ivåns gudsforkastelse hviler paa
hans moralske afsky: han betakker sig for
den harmoni gjennem alle sfærer, den evige
salighed, som bliver enderesultatet af utalte
generationers uskyldige lidelser. Med en sam*
lers og liebhabers pedantiske omhyggelighed
har han samlet fra officielle aktstykker beret*
ninger om grusomheder forøvede mod smaa
børn. De er ikke til at læse, deres gru re*
volterer ethvert menneskehjerte og reiser det
til et afmægtig skrig efter hevn; og konse*
kvent udtaler Ivan sin fornegtelse: For en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
