Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - Medea
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164 Me dea
sine bekymringer og onde anelser, erindrer
høit, Gud ved for hvilken gang, de forbi*
gangne ulykker, og fortabt i sine minder
glemmer hun sig selv, saa hun endog sætter
sig i Medeas stol, hvad hun — som slavinde
— i mindre oprørt sindstilstand vel vilde
vogtet sig for. Men hun har jo intet liv for*
uden det at være et tilbehør til familien. Det
var et fint og fortrinlig spil: hun fik fortalt
alt væsentlig, endog om sin egen fattige og
trofaste sjæl, uden at skjænke den en tanke;
det er jo kun de høies og herskendes liv og
lod, som interesserer hende og digtningen.
Ogsaa den lille scene mellem ammen og den
gamle barnepasser, som spilledes af hr. HaU
vorsen, var nydelig, et lidet islæt af det in*
time dagligliv, som vi faar saa sjeldne og
sparsomme glimt af i tragedierne.
Saa kommer de korinthiske kvinder ind,
«tilkaldt af jammer og skrig fra den arme
kolkiske viv», og nu udvikler handlingen sig
stadig, ledsaget af kvindekorets tause delta*
geise eller afbrudt og forklaret af dets sorg*
fulde lyriske indskud. Denne graa flok af
aarvaagne og smertelig medbevægede skikkel*
ser, symbolet paa den menneskelige samdræg*
tighed i de store lidelser, virker paa moderne
tilskuere med det fremmedes og sælsommes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
