Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
har været betegnet som perferoi eller hyper-feroi (overbringere),
som igjen i visse nordgræske dialekter har hat formerne
hyper-foroi eller hyper-boroi, hvilket så senere ved en feiltagelse blev
sat i forbindelse med Boreas, o g deres hjem blev følgelig flyttet
mot nord, og mange skikke fra Apollo-kultusen fulgte med, [O.
CRUSIUS, 1890, sp. 2830]. Dette gir også en naturlig forklaring av
deres mange egenskaper, deres hellighet, deres flyvefærdighet og
pilen (Apollons pil), festmåltider, at de styrter sig fra en bestemt
klippe 1 o. s. v. som alt stammer fra Apollo-dyrkelsen. APPOLONIOS
fra Rhodos (omkr. 200 f. Kr.) fortæller at efter Kelternes sagn (i
Norditalien?) var ravet opståt av Apollons tårer som han utgjøt i
tusener dengang han kom til Hyperboreernes hellige folk og forlot
den strålende himmel.
Da Grækerne efter Alexanders tog blev kjendt med den indiske
sagnverden, blev Indernes sagnland, Uttara Kuru, hinsides
Hima-laia, naturlig sat i forbindelse med Hyperboreer-landet. “Dette land
‘er ikke for koldt, ikke for varmt, fri for sygdomme; kummer og
‘sorg er der ukjendt; jorden er uten støv og er vellugtende; elvene
‘strømmer i leier av guld, og isteden for småsten ruller de perler
‘og edelstener”. 1
1 Denne forestilling kan føres tilbake til Delfi, hvor den som var guden
hjemfalden, blev styrtet ned fra en klippe. Noget lignende hændte ved årsfestene for
Apollon i Leukas, da den, som var bestemt til offer for at awende det onde, styrtet
sig fra den Leukadiske klippe i havet. Rigtignok pieide man at binde på ofrene alskens
fjær og fugler som en faldskjærm, og nedenunder fisket man de nedstyrtede op i
båter, og førte dem bort over landegrænsen, som bærere av forbandelsen. Efter nogen
skulde det være prestene selv som gjorde dette sprang.
Hos Germanerne fandtes, hvis vi tør tro Gautreks saga (jfr. J. Grimm, 1854,
s. 486; Ranisch, 1900, s. LXXVII f.) en skik, at slegtens gamle, når de var mæt av livet,
pieide at kaste sig ned fra en høi berghammer, kaldt ætternis stapi (ætte-klippen),
for at dø uten al sott, og fare til Odin. Som løn for tro tjeneste tok husfaren sin
træl med sig i spranget, for at han også kunde komme dit. Efter at Skapnartungr
hadde utdelt arven, blev han og hans hustru ført til klippen av barnene, og de for
glade og muntre til Odin. Dette minder sterkt om de glade Hyperboreer. Thietmar
av Merseburg (omkr. 1000 e. Kr.) har et lignende sagn om ætte-klipper. Det er
sandsynlig at Germanerne langt tilbake, lik mange andre folk, f. eks. Eskimoene, har hat
for skik at ta livet av de gamle og ubrukelige, eller at disse har tat livet av sig selv,
f. eks. ved at styrte sig i sjøen, som endnu forekommer hos Eskimoene. Derimot synes
det mer tvilsomt om det har været slike ætte-klipper; det kan tænkes at denne
forestilling er literær, og oprindelig stammer fra den Delfiske eller Leukadiske Klippe,
som gjennem Hyperboreer-sagnet er gåt til de romerske forfattere Mela og Plinius,
og derfra videre til de middelalderske og til nedskriveren av Gautrek-sagaen. I
Sydsverige har man ment at kunne påvise flere slike ätte-stupar, men de synes alle at
være av yngre dato, og kan igjen være dannet ved denne saga.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
