Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
‘på akre, at stræve i huse, at ha håb og frygt for eget og andres gods. Uten sorger
’overfor mennesker eller guder har de nådd det vanskeligste mål, at de ikke engang
‘føler trang til at ønske. Utenfor der er alt eventyrlig, således som at Hellusier og
‘Oxioner har menneskelige hoder og ansigter, men krop og lemmer av vilde dyr, hvilket
‘jeg lar stå hen som uavgjort.”
Disse Tacitus’s Fenner bor følgelig nær verdens yttergrænser,
hvor alt begynder at bli eventyr. Selve navnet fører os til
Nord-Europa eller helst Skandinavien, for det var sikkert bare
nord-Ger-maner, særlig Skandinaverne, som brukte ordet som navn for sine
ikke germanske nabofolk. Efter skildringen ser det vistnok ut som at
de bodde i det nordlige Rusland, og var skilt fra Peucinerne bare
ved skoger og fjeld; men Tacitus hadde som nævnt ikke sans og
interesse for geografien. Hvis han har hørt om et vildt barbarisk
Fenne-folk langt i nord; og det av andre grunde passet ham at
anbringe dem utenfor Peuciner eller Bastarner, men før Hellusier og
Oxioner som ikke alene hadde dyrisk levevis, men endog dyrekrop
og dyrelemmer, så har sikkerlig ikke geografiske vanskeligheter
avholdt ham derfra. Av interesse er det at disse Fenner skildres
som et typisk jægerfolk, som særlig var bueskyttere; da Tacitus bare
sier at de ikke hadde hester, har han vel heller ikke hørt om andre
husdyr hos dem, og det kunde se ut som at de ikke var rennomader.
Den sammenfletning av grener, som barnene blir gjemt i, hvortil
mændene vender tilbake, og som er oldingenes opholdssted, må være
Finnenes telt, som biir reist av grener eller stænger. Allerede hos
Herodot [IV, 23] het det om Argippaierne, som også var Mongoler,
at “enhver levde under et træ, som han om vinteren spændte et
‘hvidt, tykt filtdække over”. Det er tydelig nok også et telt, som
her menes [jfr. Mullenhoff, II, 1887, ss. 40, 352]. Den forestilling
at hos barbarerne hadde mænd og kvinder ofte samme arbeide,
synes ikke at ha været ualmindelig i oldtiden, og det kan knapt
nok ha været opfattet som noget eiendommelig for Finnene; det
stammer vel i denne forbindelse fra Amazone-sagnene. Herodot,
og efter ham Mela (se ovenfor ss. 67 f.), skildrer en slik likhet mellem
mænd og kvinder hos skytiske folk og Sauromater; og DlODOR
[IV, 20; V, 39] fortæller om Ligurerne at mænd og kvinder delte
samme hårde arbeide.
Den såkaldte Dionysios Periegetes skrev under keiser Hadrian Dionysios
(117—138 e. Kr.) en jordbeskrivelse i 1187 vers, som kanske på grund
av sin korte klarhet og metriske form, blev anvendt til skoleunder- e Kr
visningen, og fik megen utbredelse [jfr. K. Miller, VI, 1898, s. 95].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
