Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Meregarto
11. årh.
var på den side Bornholm (Burgenda land) som hadde sin egen
konge, endvidere Blekinge, Meore, Øland og Gotland, og de lande
hørte til Sverige (Sweom). Om styrbord hadde de hele tiden
Vend-land (Weonodland, — Meklenburg og Pommern) like til
Weichsel-mundingen (Wislemuöan). Derefter følger en beskrivelse av
Est-mere (Frisches Haff), Estland, som nærmest var Østprøissen, og
Esterne. Vi kan fra nu av regne disse strøk av Europa til den
kjendte verden.
I det gammeltyske digt Meregarto, som er en slags
jordbeskrivelse, og sandsynligvis stammer fra sidste del av det 11. århundrede
[Mullenhoff & Scherer, 1892, II, s. 196], findes følgende merkelige
meddelelser om Leverhavet og om Island1:
“Der er en levret sjø i oceanet i vest.
‘Når den sterke vind kaster skibene ind på den vei,
‘da kan de dygtige sjømænd ikke verge sig mot det
‘at de [ikke] må komme helt ind i sjøens barm.
‘Ak, ak, da!
’Så kommer de ikke derfra.
‘Vil ikke gud løse dem, så må de råtne der.
‘Jeg var i Utrecht på krigsflugt.
‘Ti vi hadde to biskoper, som gjorde os meget ondt.
‘Da kunde jeg ikke være hjemme, skapte mig i utlændighet mit tilvær,
‘Da jeg kom til Utrecht, fandt jeg der en god mand,
‘den såre gode Reginpreht, han øvet gjerne alt, som var ret.
‘Han var en vis mand, så han behaget gud,
‘en from prest, av fuldkommen godhet [egti. i al slags godt].
‘Han sa mig for sandt, som nok av andre der [også sa],
‘han hadde fart til Island — der han fandt stor rigdom —
‘med mel og med vin og med olderved.
‘Den kjøper de til ilden, der er veden dyr.
,Der er der meget av alt det, som hører til forråd [levnetsmidler] og til
lek [fornøielse]
‘uten det, at dér skinner ikke sol — de mangler den fryd. —
‘Derav blir isen der til en så hård krystal,
‘så man gjør op ild over den, til krystallen gløder.
‘Dermed koker de sin mat, og heter sit rum.
‘Der gir [d. e. sælger] man en skid av olderved for en penning.”
Vi finder i dette digt den samme forestilling om et størknet
eller levret hav — her vel nærmest i nordvest nær Island — som
tidlig forekom hos Grækerne og Romerne, kanske allerede hos Kar-
1 Professor Alf Torp har vist mig den velvilje at oversætte digtet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
