Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
‘(rotunditas orbis terrarum) må solen under sit omløp ensteds nærme sig og bringe
‘dagen, og andensteds fjerne sig og la natten tilbake. Når den nemlig stiger mot
‘sommer-solhverv, forlænger den for dem i nord dagene og forkorter nættene, men
‘når den synker mot vinter-solhverv, gjør den på lignende vis for dem på den sydlige
‘hemisfære (australibusj1. Derfor kalder de uvidende hedninger det land hellig og
‘salig, som har et slikt vidunder at vise de dødelige. Men det har Danernes konge
‘med mange andre bevidnet, finder sted både der, og i Suedia og i Norvegia og de
‘øvrige øer som også er der.”
Winland. [ivj 38.] “Desuten omtalte han endnu en ø, som av mange var opdaget i dette
‘hav, og som kaldes Winland, fordi vinranker vokser der av sig selv, og gir den
‘herligste vin. Og at der er overflod på usådd korn, har vi fåt sikker kundskap
‘om, ikke ved fabelagtig formodning, men ved pålitlig underretning av Danerne
‘(Bortom (post) denne ø findes ikke noget beboelig land i det hav, men alt som er
læn-‘gere borte, er fuldt av utålelig is og umådelig tåke [caligine, muligens ved tåke
frem-‘kaldt mørke]. Om denne ting har Marcianus mindet: ‘Hinsides Thyle, sier han, en
‘dags seilas, er havet stivnet.’ Dette prøvde nylig Nordmannernes mest vitelystne
‘fyrste Harald, som undersøkte det nordlige oceans bredde med sine skibe, og da den
‘forsvindende verdens grænser formørkedes for hans åsyn, undgik han neppe i behold
‘avgrundens uhyre svælg ved at vende om”)* 1 2.
Frisernes [VI, 39.] “Likeledes fortalte erkebiskop Adalbert, salig ihukommelse, os, at i hans
Nordpols- ‘forgjængers dager hadde nogen adelsmænd fra Frisland, for at gjennempløie sjøen,
færd. ‘sat seil mot nord, fordi folk der sier at ret i nord fra elven Wirraha’s [Weser’s]
‘munding møter ikke noget land, bare et endeløst storhav. De slog sig sammen for
‘at undersøke denne merkelighet, og de drog avsted fra Frisernes kyst med glad
op-‘sang. Dernæst efterlot de Dania på den ene side, Britannia på den anden, og nåddc
‘Orknøene. Da de hadde lagt disse bak sig til venstre, og idet de hadde Nordmannia
‘på høire, nådde de efter en lang overfart det isete Island. Idet de pløide havene fra
‘det sted mot nordens ytterste akse, så, efterat de så bak sig alle de øer som det
oven-‘for er talt om, og idet de betrodde sit liv og sin dristighet til den almægtige Gud og
‘den hellige forkynder Willehad, gled de pludselig ind i det stivnede oceans tåkede
‘mørke, som knapt kunde gjennemtrænges med øinene. Og se! da løp det ustadige
‘havs strøm tilbake til nogen av sin kildes lønlige utspring, og trak med rivende fart de
‘ulykkelige sjømænd, som alt hadde opgit håbet, ja bare tænkte på døden, til hint
‘dype kaos (dette skal være avgrunds-svelget), hvori man sier at alle havets
til-‘bakestrømmer, som synes at avta, suges op, og på ny spyes ut igjen, hvilket sidste
‘pleier at kaldes flo. Idet de derpå bare anropte Guds barmhjertighet, at han skulde
‘ta sig av deres sjæle, så bortrev hin tilbakeløpende strøm i havet nogen av fællernes
‘skibe, men de øvrige støtte den utspyende strøm langt væk bak de andre. Da de
‘således ved Guds heldige hjælp var blit befridd fra den nære fare, som de,hadde hat
‘like for øinene, så hjalp de på bølgerne ved at ro av al magt.”
[IV, 40.] “Og idet de nu kom ut fra mørkets fare, og kuldens strøk, landet de
‘uventet på en ø, som var befæstet som en by, ved klipper rundt omkring. De gik
sommerdagen og vinternatten var førti dager (hos Adogit i Hålogaland), så er den
her fjorten dager i Hålogaland. Sandsynligvis er 14 kommet ved en forveksling
eller en skrivfeil for 40.
1 Sandsynligvis har Adam hentet denne sin fremstilling fra Beda [jfr. Kohlmann,
1908, ss. 45 ff.].
2 Dette stykke fra “Bortom denne ø” findes ikke i alle håndskrifter, hvorfor
Lappen-berg [1876, s. XVII] mener, at den er en senere tilføielse, — men av Adam selv, da
stilen ligner hans. Mot det sidste kunde indvendes at hvor Adam nævner Harald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
