Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tiden før hans død 1148. Der nævnes det bare at Hvitramanna-land
lå vest i havet nær Vin(d)land; men stedet er vigtig derved at det,
som senere skal bli talt om, sikkert viser at meddelelser om Vinland
hos de ældste islandske kilder er kommet fra Irland. Den næste
kilde hvor Vinland nævnes er Kristni-saga (før 1245) og Heimskringla,
hvor det bare sies at Leiv den Heppne fandt Vinland det Gode. Det
er at merke at mens Vinland i disse ældste kilder således bare nævnes
i forbigående og tilfældig, så er det først i Eirik Raude’s saga,
fra det 13. århundrede, og i Flateyjarbokens Grønlendinga-f)åttr, fra
14. årh., at det findes nogen skildring av landet, og av reiser dit og
til Helluland og Markland. Men adskillig ældre end den første av
disse sagaer er sikkert to viser som gjengis der, og hvor det tales
om det land hvor det skulde være vin at drikke istedenfor vand,
og om Furöustrandir hvor de koker hvalkjøt.
Endnu kan nævnes at det i Eyrbyggja-saga (fra omkr. 1250) omtales at “Snorre
‘drog med Karlsevne til Vinland det Gode, og da de sloss med Skrælingene der i
‘Vinland faldt Snorres søn Torbrand i kampen.” I Grettis-sag.a (omkr. 1290) kaldes
en deltager i denne færd, Torhall Gamlason, for Vindlendingr og ViÖlendingr (skal
vel begge steder være Vinlendingr). Når hertil lægges at i den islandske
jordbeskrivelse som kjendes fra forskjellige håndskrifter fra 14. og 15. århundrede, men som
delvis tillægges abbed Nikulås Bergsson, på Thverå (død 1159), omtales Helluland,
Markland og Vinland som liggende søndenfor Grønland (se senere), så har vi nævnt
alle de ældste sikre kilder hvori Vinland forekommer [jfr. G. Storm, 1887, ss. 10 ff.];
men dertil kommer muligens runestenen fra Ringerike (se senere).
Inden jeg gjengir de vigtigste træk av disse reiser, slik som de Sagaens
er skildret særlig i Eirik Raude’s saga, må jeg fremholde at jeg ser
daDneIse-på fortælingene om dem nærmest som historiske romaner, forfattet
over sagn og mer eller mindre usikre traditioner. Gustav Storm har
i sin kritiske redegjørelse for Vinlandsfærdene [1887] skilt ut de ældre
kilder, som han så på som fuldt pålitlige, fra de senere fortællinger
i Flateyjarbökens Grønlendinga-]i>åttr, som han mente burde forkastes.
Den sidste er skrevet omkring 1387, mens Eirik Raude’s saga, som
skulde være troværdig, efter Storm må være skrevet mellem 1270 og
13001. Fortællingene om Vinlands opdagelse og reisene dit er meget
uoverensstemmende i disse to kilder: mens den sidste bare har to
reiser (efter ogdagelsen), har den første delt dem i fem, mens den ene
nævner Leiv Eiriksson som landets opdager, nævner den anden
Bjarne Herjulvsson o.s. v. Det må ligge nær at spørre: om det er
rimelig at traditionene skulde ha holdt sig på folkemund så merkelig
uforandret og uforfalsket gjennem de første 250 eller 300 år, når de er blit
Finnur Jönsson [1901, II, s. 648] mener at den skulde være skrevet omkring 1200.
1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
