Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det er mange slike huldreland langs Norges kyst, de pieide at komme op over
havet om natten, men sank om dagen1. Kunde en bære ild eller stål på dem, så blev
trolldommen hævet og de blev oppe; men det menneske som gjorde det, hevnet
huldrefolket sig på, og han blev til sten; derfor skedde det helst ved husdyr som svømte
over til disse øer. Mange av dem er kommet op på den vis, og derfor har de ofte
dyrenavne. Det sandsynligste er vel, at dyrenavnene har de fåt oprindelig fra en
likhet i formen, eller av anden grund; og sagnet er en senere forklaring av navnet. Ofte
var det en gris, helst en purke, som hadde fåt vanen at svømme over til huldrelandet,
og ofte fik den der grisunger; gårdens folk, som var opmerksom på at den
stundimellem blev borte, bandt stål på den, og øen blev hindret fra at synke; “derfor heter
ofte slike huldreøer Svinøi.” På den vis kom Svinøi i Brønøi op liksom Svinøi på
Færøene, og slik var det vel med Svinøi eller Landegode på Sunnmør også. Ved en purke
var det også at Tautra, i Trondhjemsfjorden, blev hævet, likeså Jomfruland, og den
nordvestlige del av Andøi (i Vesterålen). Ja endog Øland i Limfjorden (Jylland) blev
synlig ved en purke med stål på og som fik grisunger. Andre øer, som Vega og
Sølen, blev hævet ved en hest eller en okse, o.s.v. Gotland var også huldreland,
men blev oppe derved at en mand bar ild på det2. Nogen huldreland ligger så
langt til havs at ingen husdyr har kunnet svømme over til dem, og derfor er de
endnu ikke kommet op, slike er Utrøst vest for Lofoten, Sandflesa vest for Trænen,
Utvega vest for Vega, Hillerei-øi, og Ytter-Sklinna, i Nordre Trondhjems amt, og
skjulte huldreland ut for Utsire, ut for Lister, og i sydøst for Jomfruland3.
Det er av interesse at forestillinger om purker som årsak til at folk kommer til
frugtbare øer, også kan påvises fra middelalderen i England. Wilhelmus
Malmes-Buriensis fortæller i De antiquitate Glastoniensis ecclesiæ [kap. 1 og 2], som er fra
12. århundrede før 1143, at Glasteing “. . . lette efter sin sugge like til Wellis og fulgte
efter den fra Wellis på en uveisom og myrlændt sti, som heter Sugewege, d.v.s.
“suggens vei”; til slut fandt han den [suggen] i færd med at gi sine unger bryst
under epletræet ved den kirke som det her er tale om; derfra stammer de navne som
har nådd like til vor tid, at dette træs epler kaldes “ealdcyrcenes epple”, det vil si
“den gamle kirkes epler”, og suggen ‘"ealdcyrce suge”. Mens andre sugger har fire
føtter, hadde denne, forunderlig nok, otte. Denne Glasteing altså, som var kommet til
denne ø, og så at den fløt med alskens goder, tok hele sin familie med sig og
nedsatte sig der og tilbragte hele sit liv der. Av hans avkom og den ætt som stammet
fra ham, skal dette sted være befolket. Dette er tat fra Britonernes gamle skrifter.
Om forskjellige navne på denne ø. Denne ø altså blev først kaldt Ynisgwtrin
av Britonerne, senere, da Anglerne underla sig øen, blev navnet oversat til deres
sprog som Glastynbury eller Glasteing’s by, ham som vi har talt om. Øen bærer
også det berømte navn Avallonia. Oprindelsen til dette ord er følgende: som fortalt
fandt Glasteing sin sugge under et epletræ ved den gamle kirke; derfor kaldte han . . .
øen i sit sprog Avallonia, det er “epleøen” (ti avalla på brittisk betyr poma på latin).
1 Det hører til samme forestillingskreds som at de døde stiger op av gravene
eller fra underverden om natten, men må ned igjen ved daggry, eller at trollene må
ha gåt i skjul før solen render. Slik er det også den faldne Helge Hundingsbane
kommer til Sigrun og sover med hende i haugen; men når det rødmer av dag må
han ride tilbake vester om “vindhjelms” bro, før Salgovne seirflok vekker. Det blev
tidligere (s. 281) fremholdt at allerede Odysséens Faiaker seiler om natten.
2 Efter Guta-saga fra 13. årh.
3 Jfr. Moltke Moe’s meddelelser i A. Helland, Nordlands Amt, 1907, II, ss. 512 ff.
I Brinck’s Descriptio Loufodiæ [1676, s. 11] heter det at sagnlandet Utrøst i Nordland
kaldes Huldeland.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
